Kong Niels og Kong Henrik Gotskalksøn
De ypped saa haard en Kiv;
Det var alt for det røde Guld,
De havde saa fal deres Liv.
Kong Niels han raader for Borg og Land,
Han sidder i Roskild hjemme;
Han sank er de Penninge helst i Skrin;
Dem veed han fuldtvel at gjemme.
Kong Niels han sidder med sine Mænd
I Hallen ved Roskild Fjord;
Ind kom Bud fra hans Søstersøn,
Og stededes de for Bord.
„Hil sidder I, Dannerkonning.
Kong Henriks Morbroder huld!
Giver I ham hans Moders Gods,
Dertil hendes Sølv og Guld!”
Længe sad Dannerkonning,
Han tænkte sig om med Liste;
Tyktes det ham fuld ondt at være,
At han den Skat skulde miste.
Alt sad Dannerkonning,
Saae for sig neder i Skjød:
„Saalidt jeg veed af Fru Sigrids Guld;
Hun er for langen død.”
Det mæled da Venderkongens Bud,
Han var i Huen saa snar:
„Saa Mænd ved, Dannerkonning,
Eders Kiste veed bedre Svar.”
Op stod Herre Kong Niels fra Bord,
Var baade rød og bleg:
„Kong Henrik hente det Skrin af By,
Ifald ham lyster den Leg.
Der er for Kisten en Laas af Jern,
Er kaldet for Danevirke;
Før han skal rykke den af sit Sted,
Før flytter han Lucii Kirke.”
„Byder I selve vor Konning hid,
I fanger ei Pris eller Gavn:
Kong Henrik trykker helt fast i Haand
Og tager fuld haardt Favn.”
„I tøver ei, Venderkongens Mænd,
I rømmer af Land fuldbrat!
Møder I mig i Marken ud,
Da vil jeg give jer Skat!”
Bort da fore de Sendebud,
De vare kun lidet fro;
Efter stod Dannerkonning,
Af Glæde hans Hjerte lo.
Kong Henrik sidder i Vendland,
Han drikker den Mjød saa klar;
Traadte for Bord de Sendebud
At vide den Herre Svar.
„Hil sidder I, Vendlands Konning
Og ædelig Herre min!
Kong Niels han beder jer komme selv
Og hente det Guld af Skrin.
Der er for Kisten en Laas af Jern,
Er kaldet for Danevirke;
Før I skal rokke den af sit Sted,
Før flytter I Roskild Kirke. ”
Op sprang Herre Kong Henrik,
Slog Haand imod breden Bord,
Der dandsede Stob og Kander ved,
At Øllet det randt paa Jord:
„Og er for Kisten en Laas af Jern,
Kaldet for Danevirke,
Da er der Smede i Vendland,
Som kunne den Laas vel dirke!
Vel op, vel op nu, alle mine Mænd,
I klæder jer flux i Staal;
Vi ville til Kongen af Danmark ride
Og drikke ham til en Skaal!”
Brat blev Brynje fra Bjælke rykt,
Og Sadel blev lagt paa Heste;
Saa rede de sig mod Danmark frem;
Kong Niels saa vilde de gjæste.
Kone Henrik rider ad Holsten frem,
Han lader sine Grangere springe;
Koner Niels han sidder i Roskild,
Han tæller de røde Guldringe.
Ind kom da hans Skosvend
Og meldte Tidende ny:
„Nu galer den røde Hane
Saa høit over Borg og By.
Nu galer den røde Hane
Saa høit over Bøg og Birke:
Kong Henrik og alle de Vendlands Mænd
De ride for Danevirke.”
Det mæled Dannerkonning,
Han var i Huen saa trøst:
„I stander nu op, mine Hovmænd,
Spænder eder Jern om Bryst!
I skulde ride et Dystered,
Med alle Kong Henriks Svende;
Alt det Guld, i Vendland er,
Det skulle I bære paa Hænde!”
Dankonning heder ad Svende fem:
„I spænder eders Sadelgjord;
I skulde ride jer op paa Land
At vide de Hellede Ord.
I ride jer til mine Brodersønner,
Herr Harald og unge Herr Knud;
I bede dem komme og ikke tøve
At møde i Marken ud.
I fare til Toke og Asger Ryg,
Er Sønner af Herre Skjalm Hvide;
Det er de gjæveste Mænd til Dyst,
Som kunne i Sadlen ride.
I drage med Bud til Eilif Jarl,
Han er min høire Hand;
Han møde mig ud for Hedeby
Med fire tusinde Mand.
I melde mit Bud til Eilif Jarl:
Jeg gav ham baade Borg og Fæste;
Han møde mig ud for Vagerland
Med ottehundrede Heste.”
Kone Niels lod vinde de Seil i Raa,
Han havde saa stort et Mod;
Styred de dem til Vagerland,
Der Børen i Seilet stod.
Kasted de Anker paa hviden Sand
Og sprunge de der fra Borde;
Trindt da flyede de Vendlands Mænd
Slet ingen dennem bie turde.
De drog frem over Mark og Hede
Og planted op deres Mærke;
Alle de vare i Brynjer nye;
De var baade vrede og stærke.
Skam have Eilif, den arge Skalk,
Han var Kong Niels uhuld;
Han bragte dem hverken Mand eller Hest,
Han solgte sin Tro for Guld.
Fuld trøst var ædelig danske Mænd,
De monne paa Styrken lide;
Enddog de ginge tilfods i Strid,
De turde de Vender bide.
Frem da rede de Vendlands Mænd,
Og hver paa sin gode Hest;
Det vil jeg for Sandingen sige:
De kom som Byger for Blæst.
Frem da rede de Vender,
De lod deres Gangere skride;
Fremmest var Henrik Gotskalksøn,
Hans Skjold det skinned saa vide.
Der fløi Flen og Slyngesten,
Som Avnen flyver i Lo;
Mangen Svend baade faur og fin
Laae død under Hestesko.
Der regned Jern, der svedtes Blod,
Og Ilden fløi af Skjold;
Mangen Mand blev af Legen varm,
Og mangen en Mand blev kold.
Pris være de ædelig danske Mænd,
De strede baade kardt og længe;
End flokkedes dog de Vender tæt,
Som Græsset voxer i Enge.
End stod Dankongens Mænd til Nat,
Og Marken monne de holde;
De droge sig i Skjoldborg ind
Og sov paa de grønne Volde.
Det da mæled Herre Kong Niels,
Han var om Kinden bleg:
„Bie vi dem, naar Sol staar op,
Vi prøve igjen den Leg.”
Aarle om Morgenen, langt før Dag
De monne deres Glavind hvæsse;
Der det ringed til Ottesang,
Da sang alt Sværdene Messe.
Det var paa Sancte Laurentii Dag,
De Danske tinge stor Kvide;
Frem red Henrik Grotskalksøn,
Ham lysted end mer at stride.
Brudt blev mangen Brynje god,
Og stumpt blev Sværd og Kniv,
Død blev mangen Hovmand
Og Enke mangen Viv.
Død blev mangen Hovmand
Og Enke mangen Viv;
Aaen rinder med Mandeblod
Imellem de grønne Siv.
Aaen rinder med Mandeblod,
Og Lyngen er vorden rød;
Alle de Liljer, i Aaen sam,
De have faaet Rosenslød.
Mæled helt mod da Herre Kong Niels
Hans Kinder var murehvide:
„Ussen foer vi til Vagerland
Med Vendens Herrer at stride!”
Dankonning sig tilbage saae,
Og han sprang til sin Hest;
Saa red han til Sjælland hjem
Alt som han kunde bedst.
Stor Hast fik Dannerkonning,
Han foer over Belt og Sunde;
Ham fulgte alle hans gode Mænd,
Som end hannem følge kunde.
Ham fulgte alle hans gode Mænd,
Fast end de lod Fler tilbage;
De gjøre til Natten et Gjæstebud
Baade for Ravn og Krage.
Paa Marken flyver den vildene Vibe,
Den sørger alt for sin Rede;
Mer sørger saamangen Mø for en Svend,
Som slagen ligger paa Hede.
Paa Kviste sørger den vildene Fugl,
Den fælder sine gode Fjer;
Mer sørger Kong Niels for sine Mænd;
Dem haver han mistet fler.
Det var Herre Kong Henrik,
Slog over Mark sin Tjeld;
Saa drukke de den brune Mjød
Og taledes ved i Kveld.
Mælede da de Vendlands Mænd,
Og de tog til at prale:
„Nu have vi Kongen af Danmark jaget
Saa vidt over Høi og Dale!”
I Bord slog Hertug Svantepolk,
Og saa tog han opaa:
„Vi ville Kongen af Danmark drive
Fra alt det Land, han aa!”
Til Orde da tog Kong Henrik,
Han maatte det bedre vide:
„Kongen af Danmark er lig en Ganger,
Som vel en Rytter kan ride.
Det vil jeg eder for Sanden sige,
At om han sin Styrke vidste,
Ikke mig lysted at være den,
Der sligt et Ridt skulde friste!”