Solen gik ned, rød som et gyldent Skjold.
Paa Broen, der li vor Baaden laa fortøiet,
Saae jeg, hun sad; hun holdt en Haand for Øiet
Og samled med den anden Kjolens Fold.
Ved Solens sidste Blik bag Skyens Vold
Var Øiets Glans og Kindens Glød forhøiet;
Den sank; — hun sad en Stund foroverbøiet
Og skrev i Sandet med sin Parasol.
Hun skrev et enkelt Ord, et Navn, et kort;
Smaabølger kom af Aftenbrisen drevne,
Visked det ud og slog mod Baadens Fjæl.
Da reiste hun sig langsomt og gik bort;
Og Bølgen sletted Resten af det Skrevne;
Men jeg har Ordet skrevet i min Sjæl.