Jeg saae ham, han kom i Stormen
Med dens Gangere for sin Karm, —
Ikke hans Ansigt, blot Formen
Af hans mægtige Hoved og Arm.
Skymulmet flød om hans Lænder;
Under hans mørke Bryn
Og fra Øxens Blad i hans Hænder
Flammed det, Lyn paa Lyn.
Jeg saae ham med Øxen pege
Mod Skovtoppen under hans Fod,
Og Skovens Tusindaarsege
Skjalv til den dybeste Bod.
Han er her, — han kom i sin Vrede
At styrte det Alt i Grus,
Eders Frihedsbøge, I frede,
Eders Altar og Afgudshus —
Jeg drømte det blot. Frygt ikke,
Tn gen Skyer paa nogen Kant,
Se Himmelen aaben ligge,
Og sov kun, som I er vant.