Raa var Luften; over Jorden
Blytungt ruged Graa veirs sløret,
Mens jeg gik med Panden dukket,
Agtende paa Søleføret.
Ljed af Veien, kjed af Veiret,
Af mig selv og dem, jeg mødte,
Gik jeg der, — med Et jeg standsed
Da mit Blik paa Noget stødte:
Paa en Støvblomst kun, en lille,
Frisk den laa paa Flisen ene;
Op jeg saae: udover Gaden
Strakte Poplen sine Grene.
Og jeg tænkte: Du tør trodse
Kuldens Raahed, Veirets Vrede,
Her, hvor Ingen tør sig vove
Frem i Floras Blænkerkjede?
Du tør drysse dine simple
Blomster her, du gamle Stamme!
Ingen agter, Ingen ser dem,
Tør mon ikke jeg det Samme?