Om denne Strøm af Tanker,
Af Mod og Sværmeri,
Hvormed mit Hjerte banker,
Vil være snart forbi?
Om jeg en skjønne Morgen,
Som det er hændt mig før,
Igjen skal kjende Sorgen,
At Kilden helt er tør, —
Og atter føle Naget
Af mine Tankers Strid,
Om Aaren selv og Laget
Kan være værdt en Hvid?
Ja, jeg har troet til Tider,
At Strømmens Vei var tabt,
Saa ofte, at omsider
Nu —frygter jeg det knapt.
Thi Et er ved dens Luner
Dog blevet aabenbart,
Og Noget af dens Runer
Har jeg forstaaet klart:
Hvor end den sine Grene
Har under Jorden havt,
Jeg veed, fra dig alene
Den drager Liv og Kraft, —
Jeg veed, dens Væld i Naade
Bredfylde vil min. Skaal,
Men kun, naar du er baade
Dens Udspring og dens Maal,
Jeg veed, at aldrig svigter
Mig Sangens ædle Vin,
Men at jeg kun er Digter,
Saalænge jeg er din!