Mig tyktes, jeg gik i Skoven;
Jeg slæbte mig frem i Sne;
I Alt baade neden og oven
Kun Sort og Hvidt var at see.
Da sang der en Fugl, en lille,
Med sælsomt dragende Magt;
Det var, som i hver en Trille
Mit eget iljerte var lagt.
De klang forunderligt stemte,
Saa lykkeligt sorgfuldt-fro;
Jeg lyttede til og glemte
Alt Andet omkring os To.
Den sang om Vaaren, der løved
Skoven med straalende Pragt,
Den sang om Høsten, der røved
Atter dens feire Dragt.
Den sang om Skoven, der sukked
Over sin falmede Glands,
Den sang om Sneen, der lukked
Over den tabte Krands.
Mit Hjerte fulgte med Sangen,
Det vaagned, det smelted hen,
Det blomstred som Kløvervangen,
Det isned og frøs igjen.
Og videre sang den, om Bækken,
Der atter brød op i Tø,
Om Crocus og Vintergjækken,
Der tidligt fødes og døe, —
Om hvide og blaa Anemoner,
Skovsyre og Martsviol,
Om Bøgen, der atter toner
Nyt Flag for den milde Sol.
Og vidt over Mark og Enge
Klang Tonen som Jubel fort;
Jeg lytted og lytted længe,
Mens sittrende den svandt bort.
Den taug. Jeg aabnede Øiet,
Og vaagned, — jeg veed ei, naar
Alt stille, — Fuglen var fløiet;
Men rundt omkring var det Vaar.