Nu brister Isen om Lande,
Og Solen brænder paa Hald;
Nu søge de løste Vande
Havet i brusende Fald.
Og i mit eget Hjerte
Er Tøbrud paa samme Vis,
Tændes den nye Kjerte,
Og smelter den gamle Is.
Ud da, I friske Strømme,
Ud gjennem Skov og Vang,
Ud fra de knugende Drømme
At hilse Vaaren med Sang!