Hvorhen i Verden jeg gaaer min Sti,
Da er jeg bunden og ikke fri;
Hvorhen min Gang jeg i Verden gaaer,
Jeg bunden er i dit lyse Haar.
Saalangt jeg vanker i Vest og Øst,
Hos dig jeg haver alt Haab og Trøst;
Saa vidt jeg færdes i Syd og Nord,
Hos dig jeg haver min Fred paa Jord.
Hvor end du ganger i Pigers Flok,
Mit Hjerte finder dig sikkert nok;’
Du vandrer aldrig saa langt af Led,
At det jo følger i dine Fjed.
Ihvor jeg rydder en Bøgerod,
Jeg tænker mig, det er for din Fod;
Ihvor jeg flytter paa Vei en Sten,
Jeg tænker mig, at den gjør dig Men.
Hver Gang jeg plukker en Blomst i Mai,
Jeg haver prydet med den din Vei;
Hvergang jeg stander en Rose næst,
Den haver jeg i dit Haar dig fæst.
Saatidt jeg finder en Abild gjemt,
Jeg har den altid for dig bestemt;
Saatidt jeg seer paa en Guldring skjøn,
Den sætter jeg paa din Haand iløn.
Hvorlangt mit Hjerte er reist af By,
Det vender altid til dig paany;
Hvad end ved Dag er min Tanke næst,
Den bliver altid i Kveld din Gjæst.