Mens Somren vandrer heden,
Og Solen gaaer i Skjul,
Der kvidrer kjækt paa Reden
Endnu en lille Fugl;
Der synger Spurv og Meise
Tfods Efteraarets Blæst,
At godt det er at reise,
Men hjemme her er bedst.
Ja, godt om Land at fare
Med stærke Vingeslag;
Men bedre tage vare —
Paa Reden under Tag;
Og godt at kunne sværme
Lig Sommerfuglen fin;
Men bedre dog at skjærme
En Blomst, man kalder sin.
Og det vil Ingen dølge,
Hvad Spurven gjør, er ret,
Og Raadet godt at følge,
Men ikke ganske let; —
At selv om man har Kræfter
Og Lyst at sætte Bo,
Saa slæber det dog efter,
Naar ikke man er To.
Thi En maa samle sammen
Til Reden Straa og Dun,
Og En maa vogte Flammen
Og gjøre Hallen lun,
Og En maa see til Rugen,
Som høi paa Marken groer,
Og En maa brede Dugen
I Hjemmet over Bord.
Og En maa skjære Havre,
Naar Kjærnen bliver gul,
Og En maa skjære Davre
Og brygge Ø1 til Jul,
Og En maa Skatten hæve,
Som Mulden slutter ind,
Og En maa hjemme væve
Det fine Lykkespind.
En Skaal for den, som tærsker
Og slaaes med Brand og Rust!
En Skaal for den, som hersker
Med Støveklud og Kost!
Lad Kosten blive øvet,
Lad Støvet ei faa Ro;
Men visk dog aldrig Støvet
Af dine Vinger to!