†
†
Der var en Tid, da Toner
Klang høit ved Bølgen blaa,
Da Sangen havde Throner
I Slot og Tiggervraa, —
En Tid, dens Druer skummed
I Hytte som i Borg,
Fordi dens Bæger rummed
Al Landets Fryd og Sorg, —
En Tid paa Danmarks Øer,
Da Folkesangens Dis
For alle fagre Møer
Bar første Skjønhedspris.
Stolt som en Adelsfrue
Var hun i Sindal svøbt,
Og over Brynets Bue
Guldkronen sad som støbt
Ridder og Svend i Skare
Drog hendes gyldne Karm;
Tusinde Perler klare
Var lagt om hendes Barm.
Og der kom Tider onde
Med Svøber og med Aag
For Adel som for Bonde,
For Toner og for Sprog, —
Tider, som hendes Bure
Med PIaan og Harme brød,
Tider, der drog en Fure
I Pandens fine Lød, —
Tider, der hende krysted
Med Vold saa haardt og fast,
At over Dronningbrystet
Brisingesmykket brast.
Som Taarer, der i Kvide
Var grædt ved Dag og Nat,
Splittedes ad saa vide
De dyre Perlers Skat.
Fra Borgens høie Svale
Trilled som Løv for Blæst
Somme i dybe Dale
Somme i Øst og Vest.
Ung var han, fuld af Lykke,
Af Sværmeri og Mod,
Da først det tabte Smykke
I Drømme for ham stod.
Det var hans Ynglingstanke,
Til Manddomsmaal blev sat:
At finde og at sanke
Paany den tabte Skat.
Fra Islands Jøklers Øde
Til Sli og Østresalt
Hos Levende og Døde
Hans Blik har gransket Alt, —
Hos Tiggerkvind og Frue,
Paa Sæter og i Dal,
I Lo og Borgestue,
I Slot og Klostersal.
Og under Kunstnerøiet
Det, som var splittet ad,
Gjenfundet atter føied
Til Krands sig Blad for Blad.
End ligger kun halv færdigt
Det dyre Perlebaand,
Men ufuldendt dog værdigt
Hans Sjæl og Mesterhaand.
Og der kan fødes Slægter
Og Slægter svinde hen,
Før nogen Anden mægter
At øge det igjen.
Pris være da hans Minde!
Af Værket, han os gav,
Skal gjennem Tiden skinne
En Afglands paa hans Grav.