Nu taber det svindende
Røde sin Glands,
Og sagte for Vindene
Træde de skinnende
Taager i Dands;
Men Maanen, som stigende,
Purpurrød gryer,
Gaaer blank mellem Fligene
Frem af de vigende
Sommernatsskyer.
Den kommer, den fristende,
Deilige Nat,
Som spreder paa Kvistene
Over de bristende
Roser en Skat; —
Hver Kalk i det bræmmede
Blomsterparti
Staaer lukt, som fornemmede
Alt i det fremmede
Lys dens Magi.
Kun jeg er den seneste
Natsommerfugl,
Som drikker den reneste
Dug af et eneste
Blomster i Skjul; —
Jeg lader de hvilende
Lilier i Ro;
Kun Maanen, som smilende
Titter bag Pilene,
Veed, vi er To.