Skumringen falder i Lundene;
Oven og neden har Slørene
Vævet sig tæt om den blundende
Dam og om Krattet og Rørene.
Rød som en østerlandsk Lampe
Løfter sig Maanen i Glands
Over det sortnede Vands
Flakkende, sølverne Dampe.
Sittrende, boblende, kogende
Skrider det frem over Moserne,
Henover Vildtet og Snogene,
Ind mellem Sivet og Roserne,
Fort mellem Elletræestuer,
Rundt om den trøskede Eg,
Leirer det sig som i Leg
Krandset af Bøgenes Buer.
See, — hvor det vigende, vinkende
Former sig under Gevandterne,
Dandsende over det blinkende
Græs mellem Dugdiamanterne.
Maanebestraalet sig løfter
Stundom en blændende Arm,
Stundom en svanehvid Barm
Høit under Linet sig kløfter.
Dukkende sig under Kvistene
Dandsende henover Rødderne
Flygte de, dvælende, fristende,
Dryssende Perler for Fødderne —
Bort! Jeg har stirret i Taagen;
Maanen, den kogiende Trold,
Glider bag Skyernes Vold;
Drømte jeg? Nu er jeg vaagen.