Det Lys af Kakkelovnsluen
Har jeg fra Barn havt kjær;
Naar det er mørkt i Stuen,
Sidder jeg altid her.
Jeg seer, hvordan Luerne slikke,
Jeg seer dem strække sig op
Med Rovdyrets Svælg og Blikke
Og Dragens smidige Krop.
Jeg hører Flammerne tale
Et eget, brændende Sprog,
Og følger halvt som i Dvale
Mine Drømmebilleders Tog.
Brus kun, da røde Flamme;
Vi er i Slægt, maa jeg troe!
Vilde vi ikke det Samme,
Hvis vi havde Magt, vi To?