Mit Fristed er skjult i Skoven
Ved Dammen, i Krattets Hegn;
Kæmpebøgen foroven
Er tæt mod en Tordenregn.
Mellem dens knudrede Rødder
Har Mosset polstret en Bænk
Med en Skammel for mine Fødder,
Dugget af Bækkens Stænk.
Hin Bæk med sin Rislen og Mumlen
Var det først, som viste mig Vei;
Over den svaier Humlen
Og blomstrer Tjørnen i Mai.
Jeg hører Smaabølgernes Snakken,
Jeg seer dem smilende døe
Mellem Granerne tætunder Bakken,
Der hegne den stille Sø.
I Krattet flette sig Snerler
Og Rør med brunlige Svæv;
Duggen hænger som Perler
Paa Korsedderkoppens Væv.
Mellem de unge Hasler,
Tætved, har Ræven sit Hjem;
Der hører jeg, Løvet rasler
Tidt, naar den sniger sig frem.
Den kommer med speidende Blikke
Af sit Skjul, og med varsomme Fjed
Skovfogden kjender den ikke,
Og jeg gjør den ingen Fortred.