Paa Krainsberg, i Ruinens gamle Gaard,
Hvor Græsset grønnes frodigt mellem Stene,
Fandt tidt en Hyrde Ly i Høst og Vaar
Bag Murens Rest og Egepurlets Grene.
Did drev en Dag han atter sine Faar
Og tog sit Stade, som sædvanligt ene,
Mens Giet gjennemfoer den gamle Bolig,
Hvor hver en Sten og Urt var ham fortrolig.
Med Et dog fængsled noget Sært hans Blikke:
En Blomst af fremmedartet Væxt og Lød;
Det tyktes ham, dens Lige fandtes ikke
Blandt dem, som mylre frem af Jordens Skjød.
Et Sølvspind syntes om dens Blade ligge,
Og selsom Luftglans fra dens Bæger flød,
Hvor, lig en Stjernes Taarer, dybest inde
Syv Perler i et Purpurdyb saaes skinne.
Dog mens han uden Tanke paa den saae,
Blot fyldt af Undren, blev han sært tilmode:
Det var ham, som i Synet samlet laa
Al Fryd og Lykke, som paa Jorden boede.
Glemt var hans Kaar med Alt, hvad af dem groede
Af Nag og Avind, glemt hans Kjortel graa;
Fro sad han der, han fatted selv ei Grunden,
Med Syn og Sans af Blomstens Ynde bunden.
Det var et Nu, — knap tænkte han ved Sagen, —
Rask var den brudt og fæstet i hans Hat;
Men som han atter løfted Øiet brat,
Da stod for ham en Jomfru, skjon som Dagen.
Hun vinked, og af Angst og Fryd betagen,
Han fulgte hende mellem Sten og Krat
Ind mod Ruinens Væg, hvor Muren bued
Sig til en Dør, som aldrig før han skued.
Igjennem dunkle Gange frem hun skred,
Og endnu længer, gjennem vide Sale,
Hvor Trolddomslys fraoven syntes dale
Og Synet blændedes af Herlighed.
Han fulgte med, som gik han i en Dvale;
Tilsidst hun stille stod og peged ned,
Hvor Guldet saaes i store Kister ligge,
Og bød ved Vink ham: Tag, betænk dig ikke!
Gridsk styrted han sig paa det røde Guld;
Dog lidet vilde ham hans Iver fromme:
Ud dryssed Guldet af hver hullet Lomme;
Da faldt ham ind: Jeg har min Hattepuld!
Snart var den fyldt; han stod med Favnen fuld,
Alt bar han, hvad han kunde overkomme;
Da først lod hun sin Røst med Alvor høre:
„Glem ei det Bedste!” klang det for hans Øre.
Han saae sig om — hvad kunde han begjære?
Han fik jo Guld; om end med Sorg en Skat,
Langt Mere værd, han havde efterladt, —
Mer end han tog, han orked ei at bære.
Ei Noget saaes, som bedre tyktes være;
Kun Blomsten laa der, falden fra hans Hat;
Bort iled han for Dagens Lys at gjæste,
Mens end det bag ham klang: „Glem ei det Bedste!”
Men frem han fløi og lod sin Gang ei hemme;
Nu stod han alt paa Tærsklen, i det Frie;
Et Skridt kun over den, der var han hjemme;
Dybt drog han Veiret, Angsten var forbi.
Da med et Drøn faldt bag ham Døren i,
Men endnu fra det Fjerne lød en Stemme:
„Du havde kunnet altid her mig gjæste;
Men Blomsten glemte du, — med den det Bedste!”
Bedøvet stod han — Døren var forsvunden,
Med den det røde Guld; hans Hat var tom.
Dag efter Dag han atter sorgfuld kom
At søge Blomsten; den blev aldrig funden.
Men Sagnet voxer endnu der af Grunden,
Og Vinden bær dets Hvisken videnom
Til hvert et Tag, hvor Lykken Bo gad fæste,
Med samme Varselsbud: Glem ei det Bedste!
Thi mangen Gang har Lykken selv i Naade
Sit største Pant i Daarers Hænder lagt;
Men fængsle den til varigt Gavn og Baade,
Det mægter ei den blotte Gridskheds Magt.
Den kræver Aand, som vil dens Tanke raade,
Et Sind, som daares ei af Guldets Pragt
Og ei i Prøvens Stund ved Himlens Gave
Sig taber i det Ydre og det Lave.