Mens hundred Slotte sunke
I Grus for Tidens Tand,
End til idag det stolte
Marienburg holdt Stand.
Det er, som om det Billed,
Der foran Kirken staaer,
Gav Borgen evig Ungdom
I Hundreder af Aar.
Der staaer som før Vor Frue,
Underfuld lys og stor;
Høit over Vrimlen løfter
Sit Hoved hun fra Jord.
Langt over Mur og Tage,
Der som en fredlyst Kreds
Af hendes Magt blev skjærmet,
Guds Moder seer og sees.
Og vidtom blomstrer Landet
I Fred og Rigdomspragt,
Hvor midt i Nattens Mørke
Hun selv har Lyset bragt,
Hvor fra sin Naadeskilde,
Igjennem Ild og Blod,
Hun selv har ladet strømme
Velsignelsernes Flod.
Vidt skuer imod Østen
Det høie Billed end,
Af Morgensolen hilset,
Selv morgenskjønt som den.
Kun om dets Ophav, — Mestren,
Som Værket har fuldbragt, —
Fem Sekler har en Skumring
Med Aftenvemod lagt.
En unævnt Kunstner formed
I længst forsvunden Tid
Hint Værk til Stedets Smykke
Med al sin Kraft og Flid.
Ei taalte han, det rørtes
Af nogen Hjelpers Haand,
Mens langsomt ud det vikled
Sig af hans Tankers Baand.
Ei ved sin Id han mærked,
At Dagene blev Aar,
Som dryssed fler og flere
Sneflokker i hans Haar.
Dog stadig mer forklaret
Steg Himlens Dronning huld
For Jorden frem, omstraalet
Af Purpurpragt og Guld.
Tilsidst dog oprandt Dagen,
Da det blev spurgt og kjendt,
At Kunstnerhaanden havde
Et Levnets Storværk endt.
Af Mestrens Pris og Hæder
Var Verden om ham fuld,
Og nu som Løn ham vented
En Rigmands Skat i Guld. —
Forlængst var Nichen muret,
Under hvis Bue graa
Snart Værket skulde synligt
For tusind Øine staae. —
Der om Vor Frue skulde
Med gyldne Stjerner sat
Den mørkblaa Hvælving tindre
Som Sydens Julenat.
Nu var der kun tilbage
Et Døgn, — en Nattevagt,
Før Skjulet skulde falde
For al den høie Pragt.
Til Glædesfesten smykked
Sig travl den vide Borg;
Blot Kunstneren var ene,
Fortabt i trøstløs Sorg.
Hensunken stum i Stirren
Han i sit Værksted sad;
Han og hans Gjerning skulde
For stedse skilles ad.
Det syntes ham, hans Væsen
Med den var blevet Et;
Hvad Mer ham Livet levned,
Det ændsed han kun lidt.
Tyst Sandet sank i Glasset,
Kun Timer var igjen;
Med hver, der svandt, det var ham,
Som om en Drøm foer hen.
Udrunden med den sidste
Ham tyktes Livets Traad;
Og fra hans Øine strømmed
Et Væld af bitter Graad. —
Alt led det ud paa Kvelden,
Trindt Jorden gik til Ro;
Da tog han af sit Gjemme
Viede Kjerter to.
Foran vor Frue tændte
Han dem med sorgfuldt Mod;
Saa knæled han paa Flisen
Og bad ved hendes Fod:
„Du veed det, Himmeldronning!
Mig lokked Gunst og Guld,
Da Værket jeg begyndte,
Af jordisk Attraa fuld.
Du veed og, at som Blade
Fra Kvist hvert Ønske faldt;
Alverden svandt omkring mig,
Din Naade blev mig Alt.
„Du veed, at hvad jeg eied
Af Tankens Glød og Pragt,
Af Hjertets Tro og Varme,
Blev i dit Billed lagt.
Du veed, hvad Stort jeg evner
Paa Jord, med det er endt;
Du veed og, at min Ringhed
Har jeg i Værket kjendt.
„Jeg følte ved min Syssel
Ei blot, du gav mig Fred:
I al min Id jeg sanded,
At du var selv derved,
At i min Haand du lagde,
Hvad Hjernen fatted knapt,
At ene dig jeg skylder
Det Høiste, jeg har skabt.
„Du veed, min Kunst drak Styrken
Kun af dit Livsensvand,
At aldrig noget Større
End du mig fylde kan,
At aldrig anden Skjønhed
Kan løfte mig til Flugt,
At med den Traad, jeg slipper,
Er Lykkens Dør mig lukt.
„Du veed, min Sjæl er runden
I dette Arbeid hen,
Du veed, naar det jeg mister,
Har Intet jeg igjen,
At jeg i Kunstens Riger
Som Betler vandre maa —
Guds Moder! lad mig ikke
I Armod nu forgaae!”
Men som sit Blik han hæved,
Halv blændet, taarefuldt,
Da syntes hende Billed
Som aldrig lyst og huldt.
Og lydløst — ganske langsomt
Dets Haand han løftes saae
Og pege gjennem Gluggen
Mod Nattehimlens Blaa. —
Saa laa han endnu længe
I Bøn, mens Natten skred;
Dens Stjernekrans var blegnet
Og Kjerterne brændt ned.
Blank Dagen steg i Øster;
Han knæled der som før,
Da festligglad en Skare
Aabned hans Værksteddør,
De løftede ham varsomt
Fra Gulvets Stene graa;
Han mærked dem ei komme,
Han hørte dem ei gaae.
Kun Sagnet har berettet,
Hvad da for dem var dulgt:
Guds Moder havde vinket
Og Mestren Vinket fulgt.