For Marsklandsfolket kom engang
En Tid med grufuld Nød;
Uaar med Dyrtid Svøben svang;
Der var ei Græs for Kvæg i Vang,
Ei Korn for Folk til Brød.
Og i den trøstesløse Dyst
Sank selv de Stærkes Mod,
Imens de følte Døden tyst
Sig nærme Fod for Fod.
Da kom i Büsum Sognets Mænd
Til Things at pleie Raad;
„Skal Slægten,” lød det, „frelses end,
Til Skjæbnen bli’er os blid igjen,
Saa kræves hurtig Daad.
For knap er Føden alt til dem,
Som pløie skal og saae,
Og mættes kan ei i vort Hjem
De hundred Munde smaa.
„Vi kan ei døie her at see,
Hvordan de visne vil,
Ei hindre, hvad der dog maa skee;
Før lad os korte nu den Ve
Og lukke Oiet til.
Vi sætte Børneflokken ud
Paa Helmsands øde Ø;
Lad dem saa bjerges der, vil Gud,
Hvadeller hastigt døe.”
Vel mangen Sjæl var sorrigfuld;
Dog lød man Raadets Ord;
Tabt var al Tro paa Lykkens Huld;
Man bragte rask det hele Kuld
Af Puslinger ombord.
Saa foer til Øen man ihast,
Der satte man paa Land
For Vind og Veir den dyre Last
Og drog saa hjem paastand. —
Tungt sled sig for den seige Slægt
En Høst og Vinter hen;
Med Græs stod atter Engen dækt,
Og under Himlens Varetægt
Gav Agren Guld igjen.
Dog trægt og mørkt som aldrig før
Gik Livet der sin Gang,
Hvor aldrig fra en Hyttedør
En Barnestemme klang.
Og Alle grued for et Ord
At nævne, — Øens Navn,
Hvor, spredte paa den nøgne Jord,
Nu deres Smaafolk dækked Bord
For Krage og for Ravn.
Da løb en Dag paa Kysten ind
Et Skib med selsomt Bud,
Der fløi som Poppeldun for Vind
Vidt over Landet ud.
„Vi kom herned,” saa blev der sagt,
„For Storm og oprørt Sø;
Nær Helmsand brødes Veirets Magt,
Det var, som havde Farten bragt
Os nær til Alfers Ø.
Der leged Børn med Rosenkind
Paa Næs i Aftnens Skjær,
Som intet Pust af Slud og Vind
Kom nogentid dem nær.
„Der saaes ei Kvinde eller Mand
Som deres Værn og Vagt;
Der saaes ei noget Skib ved Strand,
Ei løvrigt Træ, ei Hus paa Land
Til Ly mod Stormens Magt.
Smaafugle lig i sorgløs Fryd
De boltred sig paa Vang,
Og deres Stemmers Jubellyd
Vidt over Søen klang.”
Da fatted først hin Slægt fuldhaard,
Hvad hine Ord betød,
Som glemtes under tunge Kaar, —
At Mennesket, som skrevet staaer,
Ei lever blot af Brød.
Da stimed Alle ned til Strand
At heise Seil i Raa
Og foer til Øen ud paastand
At søge deres Smaa.
De fandt dem der, som det var sagt,
Omsust af Vaarluft blid,
Forsvarede ved Himlens Magt
I Glæde og i Sundhedspragt
Som fordum ingentid.
Med Fryd de førtes hjem igjen;
Dog der blev Lykken kort;
Som Sne i Haanden smelter hen,
Saa svandt den atter bort.
Lig Roser, naar en Sommerdag
Man bryder dem af Gren,
Saa, under Hjemmets lune Tag,
I Frænders Vold og Venners Lag,
De visned hver og en.
Knap blev en Frist de Ældre skjænkt
Til Glæden, ny og stor,
Før de med Taarer havde sænkt
De fundne Smaa i Jord.
De havde paa den øde Strand
Havt dækt for sig et Bord
Med Brød, at mætte Hungrens Tand,
Med Vin, at slukke Tørstens Brand,
Som voxer ei paa Jord.
De havde øst med frygtløs Hu
Af Væld, den aldrig seer;
De kunde ikke næres nu
Ved jordisk Føde mer.