Avind(Efter Kellgreen).Sin Magt Afgrunden synke kiendte,Hvis ei ved en bedragersk DagDen Dydens ædle Skik forvendte,Og laante Lasten dens Behag.To Aander af dens Dyb fremtræde,Sig i hverandres Dragt forklæde;Den eene, Smiggren, kom, med PragtOg Sminke Lastens Gru at dølge,Og Avind, Dyden at forfølgeMed Mørke, Skiendsel, og Foragt. Hos Jordens Guder, og de HøieFandt Smiggeren sit rette Hiem,Den fra sit Støv med hævet ØieTilbeder grovest Last hos dem;Tit Niddingen, der plyndrer, trykker,Der bort fra Armod Brødet rykkerSom Blod og Taare vædede,Af Trolden nyder Guddoms Ære;Det Baal, som burde ham fortære,Forvandles ham til en Trophee. Og Avind! mellem Lasters SkareDen hadskeste, der Lyset saae,Der selv de Qvaler maae erfare,Som over os fra den udgaae;Kan Farver Stygisk Mulm afbilde,Maae ei hver Haand den Skræk formilde,Som Billed’ af dit Væsen er?Du med din Røst, og Aasyn saarer,Du leer ved den forfulgtes Taarer,Og græder, naar den ædle leer. I Daarskabs Skiød Du helste Dagen,Din Fader frække Hovmod var,Og flux du, af ham selv voldtagen,Bagvaskelsen undfanget har,Sig Slanger om din Tinding flætte,Som af dit eget Kiød sig mætte;Ved dine lumske ØiekastBehag og Glæder sig forskrække,De Blomster, Livets Vei bedække,Henvisne for din Haand med Hast. Du dine Skud mod Dyden sender,Saavel i Hytte, som ved Hof,Du Heltens Æreminde skiender,Besudler Viisdoms Priis og Lov;Sig Fredriks1 Arm forgieves hæver,Du eene for hans Sværd ei bæver,Hans Viisdom ei din Agt kan naae;Sit Liv Rousseau forgieves dølger,Fra Rygtets Bane du ham følgerI selve Eensomhedens Vraae: Ei Jorden blot er Vidne blevetTil dine lumske Niddingsdaad;Du længer har din Diærvhed drevet,Mod Himlens Hersker oplagt Raad;Selv Engles Dyd og Viisdom sveget,I daarlig Hovmod dem bevægetAt attraae Herrens Overmagt;Men han var Gud; — og Lynets FlammerI Skiendsel og i evig JammerDem styrted’ fra Seraphers Pragt.Snart Hævn med Vold og SkumlerierDu æsker mod Fortienesten;Med lønlige ForræderierSnart taus du undergraver den;Snart under Skin af hellig IverDu fra Religionen riverDets Offerstaal mod Snillets Folk;Snart under Skinnet, at befæsteMod farlig Dyd almene Bedste,Du laaner Politikens Dolk. Athen! før var du Jordens UnderFor Lys og Storhed og Behag,Hvorved gik al din Hæder under?Hvad slukkede din Æres Dag?Kun Avind! Avind! maae du svare;Den for en digtet FriehedsfareThemistokles af Landet drev;Den kasted’ Sokrates i Lænke,Den lod ham ved Anit iskienkeDen Drik, hvorved han myrdet blev. Den først fremdraget har den Mening,Som Mængdens blinde Bifald fandt:Man ædelt Hierte i ForeningMed Aandens Fortrin sielden fandt;Hvad! De som Guders Viisdom vinde,Til Guders Dyd ei Vei skal finde?Mon den, som Dagens Konge saaeSin Vei ad Himlens Hvælving tage,End taabelig i Tvivl kan drage,Om vi fra ham ei Varme faae? Men Avind! kan da Gravens SkyggeEi mod din Harm bedække mig?Kan selv min Død mig ei betrygge,Ei for min Dyd forsone dig!Nei! skulde Laubær Graven dække,Din Harm sig til mit Støv skal strække!Saa sees den ædle JulianEnd efter Sekler haanet være,Den hyldingværdige VoltaireForfølges saa i fierne Land. I Dydens Helte! Mænd, som vildeOpfordrede af Ærens RøstJert Vel for Jordens Vel forspilde,Gaaer da, opmander Eders BrystVed Synet af den visse SmerteSom Avind reder Eders Hierte.Gaaer, søger hendes Had og NagTrods Skiebnens Lov ei at bevæge!Ei hun sin Hævntørst kan aflæggeMod Dydens saarende Behag. Saa Guden, fra hvis gyldne StraalerNaturen, Liv og Glæde faaer,Hvis Godhed Høstens Skat udmaaler,Hvis Skiønhed pryder skiønne Vaar,Af Jordens Dyb de Dunster lokker,Som samlede i Skyers Flokker,Snart svinde for hans lyse Fied,Af brustne Skiød snart atter fødeDen Storm, som raner Markens Grøde,Det Lyn, som kaster Egen ned.K. L. Rahbek.