Nil admirari.
Glæden opblomstrer
ikke som Markens Pryd,
Mennesket skaber
selv sig sin Fryd;
den findes kun, hvor han den saa’r,
for den har Jorden altid Vaar,
og strax den blomstrer ung og skiøn,
og er sin Skabers Løn.
Glæden jeg elsker,
freder, og nyder den,
ikke som Lilien
visner den hen;
men naar den døer, en anden sig
skal reise og tilsmile mig,
for mig er Blomsten sød og kiær,
men kun dens Sæd har Værd.
Let at omskifte
fængsler mig intet Gavn,
jeg i at nyde
frygter ei Savn;
af Blomster er mig Glædens Baand,
det brister let, og snart min Haand
af friske Blomster binder mig
en Krands den anden liig.
Gierne jeg følger
Glæden paa smilklar Vei,
naar den forsvinder,
sukker jeg ei,
men, er dens Minde selv ei Lyst?
jeg fierner det af sorgfri Bryst,
min Glæde ingen Torne har,
dens Sæd mit Hierte har.
Ikke jeg hylder
Glæden med Jubellyd,
ei jeg begræder
bortsvundne Fryd;
forlod mig end alt Jordens Held
jeg Glædens Sæd dog giemmer vel
i tvende Blomster, Munterhed
og skyldfri Sielefred.
M. H. Bornemann.