Integer vitæ scelerisqve parus,
Med Frihed og Freidighed gaaer
jeg saa gierne min Vei giennem Livet,
ubegrændset af Alder og Aar
er det Held, som mit Hierte blev givet:
at det veed, at mod Retfærd og Dyd
jeg ei handled’, og aldrig skal handle;
o min Fred, o min evige Fryd!
dig ei Skiebne, ei Gud kan forvandle.
Du salige Roe i min Siel!
du mig hilser med Morgenes Smile,
du velsigner mit Arbeid med Held,
og du følger den trætte til Hvile;
thi i Mennesket seer jeg mit Jeg
og min Broder, og Navnet ei agter,
kun til Gavnedaad stunder min Vei,
kun mig selv at beherske jeg tragter.
Og seer jeg Bekymringers Søn
overvældet af Sorger og Møie,
og kan hielpe, hvor sød er min Løn,
af hans Tak og hans løftede Øie;
men end sødere, tryllende sød
er den Fryd, som min Barm giennembæver,
er den Tanke: ”du lindrer hans Nød”,
før jeg hielper, og naar jeg den hæver.
Og ved al den Kummer, jeg seer,
det mig trøster: at ei du forlader
nogen Skabning; at alt det, som skeer,
viis du styrer, o Menneskets Fader;
ja den Fred som opfylder mit Bryst,
Pligtbestræbelsens himmelske Gave,
mig forkynder med frydelig Røst:
der er Liv bag de Retskaffnes Grave.
Det Haab, denne Tillid til Gud
og den Fred med mig selv, er min Styrke.
Pligt, det glade Samvittigheds Bud,
du mit Lys giennem Tvivlenes Mørke!
hvor du byder, dig følger jeg did,
ingen Kiede mig holder tilbage,
intet Nag for den henfarne Tid,
ingen Frygt for de kommende Dage;
Du leder min retlige Færd
over Mennesketant, og ophøier
mig ved Menneske Glæder og Værd,
dig jeg hylder, for dig jeg mig bøier,
fri, som Tanken, for Mennesketvang;
du ved Uskyld min Vandring forsøder,
du ved Kiekhed befæster min Gang,
til det ædlere Bliven jeg møder.
M. H. Bornemann.