En stor offentlig Plads, hvor Folk komme og gaae. I Baggrunden en Søehavn. Skibe ligge for Anker, og Folk ere beskieftigede med at losse og lade. Paa den eene Side af Skuepladsen Huse, hvoraf nogle staae i Bygning. Et er fuldfærdigt. Tømmermænd og Muurfolk sætte Krandsen paa Taget. Paa den anden Side sees et antik Tempel, som Muserne ere sysselsatte med at decorere. Paa dets Frontispise læses den Indskrift: For Velgiørenhed. Clio sidder ved Indgangen til Templet, og indgraver Nationens Handlinger paa Kobber-Tavler. I Midten af Skuepladsen, henimod Baggrunden, staaer Fredens Olietræ.
En Tømmermand
(paa Taget, til Mesteren, som kommer ind).
Nu kommer Du tilpas, at see os Krandsen sætte....
Op! hilser Mesteren med frydefuldt Hurra.
(Arbeiderne paa Taget svinge Hattene, og raabe tre Gange Hurra. Mesteren besvarer Hilsenen paa samme Maade).
Mesteren.
Ret saa, lad eenig Fliid os hvert et Arbeid lette!
Min Tak bevidne skal, at I har holdt Jer brav.
Tømmermanden (paa Taget).
Men see! hvo kommer hist? seer! en udmattet Qvinde,
En Yngling ved hver Haand, sig mødig slæber frem....
Hun vist er hielpeløs....
Mesteren.
Hun Trøst og Hielp skal finde.
O! iiler danske Mænd... kom... lad os hielpe dem.
En Arbeider (paa Taget).
En Fremmed, kan jeg troe, som Haanden vil udstrække
At faae et Stykke fat af Danmarks gode Brød.
Tømmermanden!
Men gode Dannemand strax villig Haanden røkke,
Det være, hvem det vil, til hver, der lider Nød.
Penia.
(kommer ind med to Børn, fulgt af Folk af begge Kiøn, der ledsage, og venlig understøtte dem).
Tak, ædle, giæstfri Folk! tak! her er Trøst og Hygge,
De trætte Ynglinger ei længer frem kan naae.
En Olding.
Kom, hviil dig, Fremmede, i Træets lune Skygge...
Vi strax vil sørge for at qvæge dine Smaae.
Første Barn.
O, vee! jeg hungrer saa...
Et Fruentimmer.
Du strax skal mættet blive.
Andet Barn.
Jeg segner hen af Tørst....
En Mand.
Jeg gaaer at lædske dig.
Mesteren.
Gaaer, Venner! til mit Hiem, o, det er skiønt at give....
Hvo andre hielpe kan, er riig og lykkelig.
(Under de følgende Repliker bringer man Frugter, Viin og Forfriskninger, som Børnene nyde under Træet).
Penia.
Nu seer jeg, hvor jeg er; hvor Redelighed byder
Forladte hielpsom Haand med trofast Venskabs Tegn,
Hvor dette skiønne Træ løvfulde Grene skyder,
Man kiender snart igien Dans fredelige Egn.
Et Fruentimmer.
Var du da blandt os før?
Penia.
Jeg var, jeg er, jeg bliver
Her, hist og overalt, hvor Konstens Spire groer.
Oldingen.
Det Ord en Gaade var...
Penia.
Som dog hvert Land beskriver.
Da Mennesket forlod Naturens jevne Spoer,
Og Taarne kneise bød, og bygte stolte Stæder,
Han grov sin Roligheds og første Uskylds Grav.
Da groede Sorger op ved Siden af hans Glæder,
Hvert slebet Folkefærd mig Borgerretten gav.
Oldingen.
Endskiøndt dit Ord er mørkt, vi det dog gierne høre,
Men giør det fatteligt... tael... kan vi hielpe dig?
Penia.
O, den mig let forstaaer, hvis Hierte jeg kan røre,
Men jeg et Spørgsmaal har — I Ædle! svare mig!
Jeg Gruus og Aske saae, hvor Huse fordum stode,
Dog blandt Ruinerne ei modløs Kummer sad....
Ei betler Armod Brød... hver synes vel tilmode,
Alt bærer Nyeheds Præg i Axels gamle Stad!
Mesteren.
Blandt vilde Flammers Rov du Minder vil opdage
Af Broderkierlighed og ædel Borgerdaad.
Hver blev den andens Ven ved Syn af fælleds Plage,
Hvo huusvild var, fik Lye: den Arme Hielp og Raad.
Samdrægtighed er Kraft.. hver Dag af Gruset reiser
De faldne Huse op; og nærer gavnlig Fliid.
Oldingen.
Med favre Ungdoms Glands alt Kongestaden kneiser,
Og Ildens Raserie er glemt om føie Tid.
See! imedens Vold og Krig rundt om os ryster Jorden,
Saa blomstrer Danien i Olietræets Lye;
Og truer en Orkan vort tillidsfulde Norden,
Strax Fredens milde Vink adsplitter mørke Skye.
Penia.
Jeg veed, der Uheld er, som Klogskab kan afbøde,
At Retfærd... Borgerdyd, tvang Voldsmand selv til Agt;
Men, lukker Iis din Kyst... slaaer Hagel Markens Grøde,
Hvad?... eller har dit Land med Elementer Pagt?
Oldingen.
Da rækker Hvermand Haand... den Frosne skaffes Varme,
Den Kummerfulde Trøst... vi lindre Brødres Nød.
Hvo Guld af Lykken fik, glad skatter til den Arme,
Hvem Skiæbnen kun gav nok, han deler nøisomt Brød.
Penia.
Kan uden Kongebud alt dette virket blive?
Oldingen.
Han Landets Fader er, og Lovens milde Røst
Til Hierterne har talt: ”Du fik, og Du bør give.„
I Samfund traadde Mænd, og Armods Søn fik Trøst.
Penia (afsides).
Mit Ønske opfyldt er!
Første Barn.
O! Moder! tak de Milde,
Som mætted’ dine Smaae... ei kan vort spæde Raab....
Oldingen.
Var det ei Broderpligt? tag... vederqvæg dig Lille.
(Til Penia). Du selv har intet nydt?...
Penia.
Jo hvad jeg søgte... Haab....
O! seer den tause Tak, som blinker i mit Øie,
Med Tillid vandrer jeg... Kom, følger mig, I Smaae....
Men vor Velsignelse skal trænge til det Høie....
Farvel....
Oldingen.
Hvad? uden Hielp... siig... kom du for at gaae?
Bliv her...
Penia.
Nei, nei!... eet Middel har jeg kun at lønne
Den vennehulde Hielp, jeg nød i Danien.
Det er... at iile bort...
Oldingen
(til omstaaende Folk).
Men siig, kan nogen skiønne,
Hvorfra den hulde kom? hvor hun sig agter hen?
Penia.
I tre Veninder har... o! holder dem i Ære!
De aldrig nogen sveeg.... ”Dyd, Fred, og Virksomhed.„
At I det rette Brug af Himlens Gunst maae lære,
Jeg Eder sende vil min Søster: ”Nøisomhed.„
Oldingen.
Du hulde, bliv her selv! dit Ord, dit blide Øie,
Dit Smiil indtager os... det smelter Hierterne.
Et Fruentimmer.
Ja bliv, Veninde, bliv! vi lette vil din Møie,
Den største Kummer svandt, naar Venskab smilede.
Mesteren.
Mig Himlen Velstand gav, et Laan til fælleds Nytte,
Jeg Guld og Huse har, hos mig du Ly skal faae.
En fattig Mand.
Mig Skiæbnen undet har en liden snever Hytte,
Men glad jeg deler den med dig og dine Smaae.
Thalia
(som har nærmet sig under denne Samtale).
Veninde, jeg min Konst vil strax for dig opbyde,
Og vise Dydens Glands i Sandheds klare Speil,
At skildre Godheds Værd mit Hierte meer skal fryde,
End med Satirens Snært at revse Daarers Feil.
Penia.
Du og!
Thalia
(tager Euterpe og Terpsichore ved Hænderne).
Kom Søstre... kom! med Sang, og muntre Dandse
Vi til de Armes Hielp de Danske vinke vil;
O! det er Møie værd, at vinde slige Krandse,
Og ædel Konstnerløn, at see Forladtes Smiil!
Penia.
O! det formeget er... vel! kiender den Veninde,
Som man i denne Egn saa broderlig har kier;
See, jeg er Armod selv... de Fattiges Gudinde...
Min Dyrkelse er Graad... siig, skal jeg blive her?
Oldingen.
Ja, bliv i Fredens Ly... vaag over Cimbrens Sæder,
Forkynd ham Dydens Lov, og Gavmildhedens Løn:
Siig ham: at Rigdoms Værd er at fremvirke Glæder
At stille Armods Graad.... ja bliv, det er vor Bøn.
Penia.
Nei ædle Dannerfolk, mig kalde fierne Egner
Hvor Pligter byde mig at vaage for min Hiord;
Hør Faderløses Raab... seer Heltens Enke segne...
Hvor Krigen staalklædt gaaer, der Medynk sielden boer.
Til Fredens Varetægt jeg Danmark anbefaler,
Og min forladte Flok til Danskes Ædelmod!
Men kommer vel ihi det sidste Ord, jeg taler?
”At kaldes stor er lidt... men stort at være god.„