Carl Ploug (1813–94)

Du er jo ung, skjønt Tidens Alfeskare

lidt Sølv har tabt paa Lokkerne de brune,

og skjønt de mange vaagne Nætters Mare

har tegnet om dit Øje Trætheds Rune.

Ung er Du, medens dine Tanker fare

igjennem Tid og Rum paa stærke Vinger,

og mens din Følelse i foraarsklare

og sommervarme Tonestrømme klinger.

Ung er for mig Du, om din Isse kappes

med min i Hvidhed, før min Kveld er leden,

saalænge som din Kjærlighed ej slappes.

Og Begge er vi unge, naar vort Eden

af ingen Livets Hagelbyge kappes,

men gror sin stille Væxt mod Evigheden.