Carl Ploug (1813–94)

Naturen gav vor ældste Lov

i hine fjerne Dage,

da Gotens Øxe rydded Skov

og tømred Hal og Drage.

I Stammens ædle Blod den flød,

i Tungemaalets Klang den lød,

og malte Verdenshimlen rød

af Ærens Nordlysflammer.

Men Blodets Røst blev kvalt i Blod,

da Selvet vilde raade,

og knuste Alt, der stod imod

dets Vilje og dets Baade.

Den bedste Ret var længste Spyd,

og tungest Haand den største Dyd,

da silde Kirkeklokkens Lyd

til Fred og Orden kaldte.

Et Rige saa hvert Landskab blev,

og Stater alle Stæder,

som hver sin egen Lov sig skrev

med Snit af egne Klæder;

men Kongemagtens Trang opsled

den brogede Mangfoldighed,

og putted Stump for Stump den ned

i sine vide Lommer.

Og dermed var vor ældste Lov

ej længer til at spore;

thi atter gik det løs paa Rov

og Vold — kun i det Store.

Men da saa Vindingen blev talt,

den ud til Skam og Skade faldt:

Af Nordens Kæmper var i Alt

tilbage — trende Dværge.

Er vi nu blevne ganske smaa

ved vore Fædres Synder,

saa maa vi endelig forstaa,

hvorfra vor Nød begynder;

derfra: at hin Naturens Lov,

mens Folket trælled eller sov,

blev tramped under Hæl og Hov

af griske Herskerlyster.

Nu skal dens Aand, af Dvale vakt,

ej mere gaa i Glemme,

men, holdt i Ære og ved Magt,

vor Gjernings Præg bestemme!

Og vil vi trodse Verdens Storm,

saa maa den blive Livets Norm,

saa maa den tage Bogstavform

og vorde læst til Thinge!