Den blanke Klode sidder der og skinner,
Og ingen Sky afbryder Himlens Flade,
Folk gaae og stønne paa den lumre Gade,
Og Støvet hvirvles om og Øiet blinder;
Og Blomsten hænger med de fine Blade,
Insektet trygt sin Væv i Træet spinder,
Og Engens Teppe blegner og hénsvinder
Med Bondens Haab om spækket Pung og Lade.
Og som Naturens Liv min Sjæl maa smægte;
Den fik i Arv ei denne golde Styrke,
Som Savn og Længsel rolig kan fornægte;
Dens lyse Perspectiv er tabt i Mørke,
Og Phantasiens Drømmebørn vanslægte,
Og Haabets Rosentræ gaaer ud af Tørke.