3. Løftets Bæger
(1849.)
(1849.)
Ungdomsmodet slaaer med sine Vinger,
Hele Verden, for vor Fod er lagt,
Fremtids Drapa i vor Tanke klinger,
Aanden seer sin Gjerning alt fuldbragt;
Søde Kys af varme Purpurlæber
Og af Glædens Nektar fulde Drag
Lønnen er, der vinker Hver, som stræber
Kjækt og ærligt for den gode Sag.
Ak men, Brødre! Livets Jammer stækker
Alt for hastigt Tankens raske Fart,
Og en klam Philistertaage lægger
Sig om Øiet, der har skuet klart;
Lønnen tidt er plumret, før den smagt er;
Maalet var Dig nært — forbi det foer;
Sandhed syntes størst af Verdens Magter,
Men dens Dumhed er dog nok saa stor.
Dog, det ilde sømmer jyske Svende,
Feigt at skælve for vort svare Kald,
Eller Ryg i Livets Kamp at vende
Der, hvor Aandens Styrke prøves skal;
Haabets Fugl, vor Ungdoms milde Sanger,
Flyver med til Mændenes Bedrift,
Og paa Nattens dunkle Hvælving pranger
Store Minders lyse Seiersskrift.
Vil vi love da i Lagets Gammen:
Nordens Held og Hæder, Magt og Pris
Maalet er, hvortil vi stræbe sammen,
Hver i Sit, paa ærlig nordisk Vis!
Frihedstemplet reist med høie Buer!
Rets og Sandheds stærke Værn derom!
Og derinde kydske Altarluer
Straalende fra Skjønheds Helligdom!