Med Stemme lav og Øiet sænket
Sit Ærind han fremstammet fik;
Den rige Handelsherre skænked
Ham kun et haanligt Sideblik.
Sveddraaber fra hans Pande rulled
Meer hastig, end fra Læben Ord;
Den Gamle sad saa kold som Guldet
Der stod i Stabler paa hans Bord.
Omsider var hans Tale færdig,
Og taus sin Dom han vented paa;
Da reiste ogsaa, stiv og værdig,
Hans Rheder sig og talte saa:
„Mit Skib — det fører I med Ære,
„Mit Barn — det er en anden Sag;
„Det anstaaer hende ei, min Kjære,
„At seile under Eders Flag.
„Ja, stod I end paa Ærens Slige,
„Var gammel Æt I stammet fra,
„Var I ved Rigdom halvt min Lige —
„Jeg vraged Jer maaskee endda.
„Let derfor snarest Eders Anker!
„Og vil I blive i mit Brød,
„Saa sænk de elskovssyge Tanker
„Ned i Atlanterhavets Skød.”
Han gik — og snart hans Bramseil svulmed
Igjen af Havets friske Vind,
Og Dagens haarde Gjerning dulmed
Den bittre Smerte i hans Sind.
Men hun, som ikkun elsked Manden,
Og ei hans Rang, hans Byrd, hans Guld,
Brød sig om ham og ingen Anden,
Og var den Fjerne tro og huld.
Hun, der besad i Arv og Eie
Sin Faders egen Villiekraft.
Lod ingen Magt sin Nakke neie,
Men bar sin Sorg og gav ei tabt.
Sit Smil hun ei bag Taarer dulgte,
Men det var koldt som Sneens Blink;
Og hendes Øie Ingen fulgte
Af dem, der sprang paa hendes Vink.
Forgjæves venter hendes Fader
Et andet Kjærlighedens Gry;
Forgjæves han sit Hus oplader
For Liv og Lyst, for Land og By.
Parises Herlighed og Vrimmel
Beseirer hendes stolte Sind,
Saa lidt som Andalusiens Himmel
Med Roser maler hendes Kind.
Men Tiden gaaer — og Livets Kræfter
Bort fra den Gamles Lemmer flye,
Og han begynder tænke efter
Paa Ting, der er ham ganske nye.
Ei sine Penge meer han tæller,
Men Dagene, han har til Nat;
Og han seer aaben Gravens Kjælder
For sig, men ikke for sin Skat.
Han regner ei sin Handels Renter
Nu, men sin Handlings Facit ud,
Og seer, at tusinde Procenter
Betale ei hans Gjæld til Gud.
Han ikke meer Metaller veier,
Men Ordets Sølv og Tankens Guld,
Og undres paa, hvor Skaalen svaier,
Som om den var af Avner fuld.
Han seer paa hende, der er levnet
Alene i hans Varetægt: —
Har han for hende Veien jevnet,
Og lettet hende Livets Vægt?
Har han ei hendes Hjerte saaret
Til Døden med hovmodigt Sind?
Har han ei hendes Lykke kaaret
Til Offer for et usselt Skin?
Paa hendes hvide Pande sporer
Han Mærkerne af Sorgens Hæl.
Og hendes stumme Øie borer
Som giftig Pil sig i hans Sjæl.
Da smelter han, — og mens han glatter
Med visne Fingre hendes Haar,
Han hvisker: „Vær nu glad, min Datter
„Snart kommer, han, hvem Du attraaer.
„I Cadix han en Ladning hented;
„Saasnart han lander, er han Din.
„Saa faaer Du Bod, for Du har ventet.
„Sy altsaa paa Dit Brudelin!”
Hun syede; — og imens hans Seiler
Ad Havet mere fløi end krøb,
Og snart det spanske Cap den peiler,
Og styrer mod Girondes Løb.
Alt dybt i Horizonten øiner
Han Fædrelandets lave Kyst;
Da mulner Himlen, Havet høiner
I voldsom Bølgegang sit Bryst.
Og Stormen ud af Skyen farer,
Og pidsker Bølgerne til Skum,
Og kun et enkelt Lynglimt klarer
Det tætte, sorte Himmelrum.
Hans sikkre Sandser dog ei glippe,
Og rigtig har sin Cours han sat; —
Men midt i Løbet staaer en Klippe,
Der op af Dybet voxer brat.
Lumsk under Fladen den sig dølger;
Naar Havet soler sig i Ro,
En Kam af aldrig trætte Bølger
Advarer for dens hvasse Klo.
Nu, da hans Spryd er Synets Grændse,
Og Havet hvide Roser bær,
Han paa sin Lykke frem maa lændse.
Og kommer — Cordouan for nær.
Som spiddet Flue Skibet hænger
Et Øieblik paa Klippens Top;
Saa ruller der en Sø — det krænger,
Og Havet har sit Rov slugt op.
Skum blev Captainens Bryllupslagen,
Og Brændingen hans Brudeseng.
— Det meldte dem et Bræt, som Dagen
Derpaa drev op ved Flodens Eng.
Da slukkedes den Gamles Øie
I Sorg og Anger, Angst og Gru;
Hun lærte sig for Gud at bøie,
Og tog sit Kors med ydmyg Hu.
Men dette Guld, der havde suget
Al hendes Faders Sjælefred;
Der som en Drage havde ruget
Paa hendes unge Kjærlighed;
Der havde hendes Villie lænket,
Og tvende varme Hjerter skilt;
Der havde Himlens Love krænket,
Og hende Livets Foraar spildt, —
Det gad hun ikke gjemme ene,
Men bort det til et Storværk gav;
Det sænked hun som Kæmpestene
Ned i sin tabte Brudgoms Grav.
Hvor Klippen stod med skarpe Sider,
En Huggetand i Flodens Mund,
Snart over Havets Flade skrider
Et muret Bjerg, en Fæstning rund.
Den skal ei trodse Landets Fjende,
Men Stormens Magt og Bølgens Brud,
Og Trøst og Tryghed fra dens Tinde
Skal straale over Havet ud.
Den minde skal om ham der døde,
Idet den frelser Manges Liv;
I Kalken Enkens Taarer fløde,
Men den skal fryde mangen Viv.
Thi høit et mægtigt Taarn sig strækker
Fra Stencolossens faste Plan,
Omsat af ranke Søilerækker,
Der bær’ dets luftige Altan.
Forinden, bag Capellets Bue,
Guds Moder throner, høi og ren,
Og derfra flyver Troens Due
Tilsøes med Haabets Oliegren.
Men øverst Taarnets Kegle ender
Sig som et kuplet Marmortelt,
Hvorfra et Fyr hver Nat udsender
Sit Lys vidt over Havets Felt.
Trehundred Aar er gangne siden:
I Høide voxed Taarnets Krop,
Og hvad der gnavedes af Tiden
Har andre Slægter pyntet op.
Men at det var en ædel Qvinde,
Som Frankrigs Eddystone har skabt,
Det er et Sagn, et helligt Minde,
Som Havets Sønner ei har tabt.
De huske det, saa tidt de pløie
I Storm og Mulm den spanske Sø,
Og deres Tanker sammenføie
Med Himlens Jomfru Jordens Mø.
Og naar de Taarnets klare Øie
Opdage over Himlens Rand,
De tause deres Hoved bøie
For Jomfruen af Cordouan.