Carl Ploug (1813–94)

Straal gyldenblank, du Sundets rustne Nøgle!

Sæt Krands om Panden, gamle Mærkismand,

Som saae Carl Gustaf tabe Havets Tøile,

Og Stenbocks Drenge feie Skånes Strand!

Thi bag Din Mur, de mørke Tiders Minde,

Staae disse Landes Fyrster Haand i Haand,

Med lige Huld og lige Tro i Sinde:

Hil Kongebrødrene i Nordens Aand!

Og Eders Venskab er ei Lunets Bjelde,

Ei stakket Egennyttes Maskeleg;

Af samme Grund, som bærer Eders Vælde,

Af Folkehjertet, sundt og skært, det steg;

Den Trang, som drev Jer i hinandens Arme,

Var ædle Folkevilliers ædle Tolk,

En Flamme klar af mange Hjerters Varme:

Hil Broderkongerne for Broderfolk!

Og Eders Venskabs Tvillingblomst skal trives

Og snoe sig lunende om Thronens Fod,

Og intet Blad skal bort af Blæsten rives,

Og ingen Orm skal gnave paa dens Rod!

Engang til mægtigt Træ den skal sig forme

Med stærke Grene og med Løvets Pragt,

Hvorunder Slægter trodse Fremtids Storme!

Hil Nordens Haab, dets Kongers Broderpagt!