Bryd höit med Lovsang ud!
Stem, Hierte! Mund og Tunge.
Nu takker Alle Gud,
De Gamle med de Unge.
Paa Sletten i vort Land
Staaer rige Stak ved Stak.
Hvad Gud giengives kan,
Er Lovsang kun og Tak!
Hvor Morgenlærken sang,
Ei Leen længe töver,
Og under muntre Klang
Faldt blomstersmykket Klöver.
Mon en Smaragd saa grön
I Kongers Krone staaer?
Vort Arbeids rige Lön
Gav et velsignet Aar.
Frem spired Ax ved Ax,
Ei brudt af Stormens Harme;
De svulmed kraftigt strax
I Middagsolens Varme.
Rigt dækte de vort Muld,
Huldt smykte de vor Egn;
De blev til Bondens Guld,
I herlig Foraarsregn.
Og see vor Abildgaard
Med sine Ædelstene!
Rubin, Topasen staaer
Bag Lövets tunge Grene.
Da Markens Leer klang —
Det var en nyttig Leeg —
Da topped sig, ved Sang,
Utallig Neg ved Neg.
Men glemmer heller ei
En bedre Höst at finde!
I Hiertet var en Mai,
Som aldrig gaaer af Minde.
Der Himlens Sædemand
Nedkasted, — skiær og reen —
Sin allerbedste Sæd;
Og den faldt ei paa Steen!
Dens Sommer var ei kold.
Ved Salighedens Kierte,
Tifold og hundredfold,
Den spirer i vort Hierte.
Men Hiertet har kun: Ak!
Og Öiet har kun Graad; —
Vi bringe dig vor Tak,
O Fader! i vor Daad.
Oehlenschläger.
