Skialden sad i sin stille Ro,
Alt paa sin Sommersvale;
Ind traadte de Smaapiger, en og to,
Tre, fire — med venlig Tale.
Han aned ei, hvad de vilde ham nu,
Da monne den Ældste sig neie,
Hun sagde: Digter! os kiær er du,
Vi Noget af dig vil eie.
Gak ned i Haugen, og pluk os dog
En Blomst! — det önske vi bare.
Vi giemme den i vor Psalmebog,
Vi ville den længe bevare.
Hvergang vi see den i Fremtids-Aar,
Den vorder om dig et Minde.
Naar længer din Haand ei Harpen slaaer,
Skal dog ei Blomsten forsvinde.
Smaapiger! Blomsterne fik I alt;
De visne för Aften kommer:
Her skiænker jeg Eder endnu en Knup
Af mine Digterblommer.
Den varer lidt længer, den dufter lidt meer.
Naar Skialdene længst er döde,
Man Rosenblade tit fra dem seer,
Som endnu er ganske röde.
Oehlenschläger.
