Sang til Thorvaldsen(1819.)“Du Plet af Jord, hvor Livets StemmeSteg förstegang fra spæde Bryst,Hvor Himlen gav os at fornemmeDe förste Glimt af Livets Lyst,Der hvor vi lærte Moder stamme,Og förste Fjed ved hendes Haand,Der tændtes Gnisten til den Flamme,Som brænder for vort Födeland.”“Og naar i Barndoms blide DageTil fremmed Egn vi löbe hen,Med Længsel ilte vi tilbageTil moderlige Hiem igien;Hver Höi, hver Dal, som gav os Glæder,Den blev vort Hjerte dyrebar,Og henrykt Manden seer de Steder,Hvor han som Barn lyksalig var.”Med Længsel slog Dit varme Hjerte,O Thorvald, hist paa fremmed Strand,Du önskte Dig med kiærlig SmerteTilbage til Dit Fædreland.Den höie Musa böd Dig dvæle,Den skiönne sydlige Natur!Dog rört Du ved de snelle HæleGav Vingers Flugt til Din Merkur.Og rört Merkur, fordi Du skiænkte,Ham Liv igien i kolde Steen,Paa Dine stille Længsler tænkteOg rörte Dig med Tryllegreen;Da ilte Du med Held, saa saareMod Norden atter, frisk og glad,Og Thorvald! nu Du fælder TaareVed Synet af Din Axelstad!Og festlig nu sig her forsamleDe Kunstens Venner i Dit Ly!Du finder Faae kun af de Gamle,Men trofast elske Dig de Nye.Her, hvor tilforn man saae den ungeBeskedne Kunstner ved sit Bord,Modtag her Tak af hver en Tunge,Fordi Du vorden er saa stor!Oehlenschläger.