Vi veed, det er en ærværdig Skik
Rört at begræde de Fædre,
Som kort för os ud af Verden gik;
Men lee med dem er dog bedre.
Til Grönnegade de tog der’ Kaas,
Naar dem en Spög skulde glæde;
Vi andre lee nu paa Hallandsaas,
Til Torv er vorden et Stræde.
Men skiöndt man stundum i Rummet vandt,
Dog ofte Tiden os svigter;
Hvad hjælper det, man Theater fandt,
Naar ei man finder en Digter?
Nu skrev man sagtens i anden Stiil,
Men ikkun til liden Gammen;
Thi ei en Bredahl og Jomfru Biehl
Frembringer en Holberg tilsammen.
Med fransk og nydeligt Syngespil
Man vilde standse sin Klage.
Men Maaltid Latter maa stundum til,
Hvis det skal Dansken behage.
En ædel Digter, af Smerter træt,
Paa dette Savn vilde böde;
Han skrev i Dynerne paa et Bræt,
Og vakte Latter — og döde!
En Anden, mere for Smerter fri,
Elskværdigt loe under Masken;
Og skrev en lystelig Parodie,
Og drukned Sorgen i Flasken.
Nu var man atter da ligenær,
Dog vared Savnet ei længe:
Snart regnede Skuespil i en Hær.
Hvad giör ei Tysken for Penge?
Med Latter blandte sig Taarer nu,
Og hver, som fandtes tilstæde,
Höit over Iffland og Kotzebue
Da maatte lee, maatte græde.
Tilsidst dog af disse Finker keed,
Snart Spögen voxte til Alvor;
Man plukked Blomster i bedre Bed,
Og hylded Thaarup i Halvor.
Og skal der grædes, saa lad os faae
Hvad ret kan Længselen kiöle.
De Skjalde monne det Vink forstaae,
Og lærte Folket at föle.
Nu blev der sörget af Hjertensgrund,
Nu kunde sig Kinderne bade;
Men græde daglig saa mangelund,
Tilsidst kan Öinene skade.
Der klang ei længer i Hal en Streng,
Som klynked ei over Helte;
Og selv paa Gaden den mindste Dreng
Rört vilde Hjerterne smelte.
Hvad var at giöre? Nu Bundt paa Bundt
Tragödier fik Directionen;
Men “gar zu viel ist doch ungesund;”
Som Manden sagde til Konen.
Træt af at græde man vilde lee,
For megen Klynken er daarlig.
Men intet Livligt man fik at see,
Thi Tiden var for alvorlig.
Tilbage maatte man gaae igien,
Hvis man sig ret vilde more,
Til vittig Munterheds gamle Ven,
Og hylde Ludvig den Store.
Saadan, som Phönix, han atter steeg
Forynget skiön af sin Aske.
Aarhundredet med sine Taager veeg; —
De har ei bleget hans Maske.
Med liflig Farve den er at see,
Ved laurbærflættede Kiæde.
Af den vore Börnebörn vil lee,
Naar os de ei meer begræde!
Oehlenschläger.
