Omtrent et Aar, min Ven, er svundet
Fra den Tid sidst jeg frisk har bundet
Indsprængt med Rosernes Karmin.
Som Solen kalder Vaaren atter
Saa kalder Jovis hulde Datter,
Ved vennesalig Atterkomst
Frem af mit Indre Sjælens Blomst.
Den raske, blege Melpomene
Fra Nordens ældste Bautastene
Har atter her i Vintrens Tid
Besøgt mig veemodsfuld og blid;
Har lært mig mine Savn at glemme
Ved Klangen af sin rene Stemme,
Har aabned’ mig en gammel Skat
Ved Maanens Lys i Midienat.
Hvad giæred’ under Sneens Lagen,
Med Vaaren kommer nu for Dagen;
Det Frøe, som skiult i Jorden laae,
Nu blomstrer i det lune Blaae.
Tag denne Krands med venlig Villie,
Du finder Rosmarin og Lillie,
Dog livner ingen Roses Glands
Den grønlighvide Sørgekrands.
Kun Thor og Mimer staaer i Lunden,
Hvor Freia er af Frygt forsvunden.
Her toner Harpen samme Klang,
Som for et Aar i Hakons Sang.
Hvis Norges ranke Gran Dit Øie
Med sig har hævet i det Høie,
Velan, min gode Ven! forsøg
Nu Skyggen af den danske Bøg.
Jeg haaber, at dens stolte Krone
Skal vinke Dig ved Harpens Tone,
Og vise Dig en siellandsk Lund,
Som Granen hist paa Norges Grund.
Var Hakon mere stenet, takket,
Her finder Du kun Grunden bakket,
Har en og anden Fjeldekløft
Dig aabnet hist en farlig Grøft,
Hvorover jeg blev nødt at lægge
En konstig Broe, for alt at dække —
Her gaaer Du sikkert Skridt for Skridt
Og kaldes ei fra Lunden vidt.
Men troe for alting ei jeg byder
En Lund, som sagt, hvor Kilden flyder
I demantklare Boblegang
Og risler kielen Elskovsang!
Kun Kæmper sees i disse Skygger,
Hvor Nornen som en Ugle bygger.
Bort hendes Hyl, som fordrer Blod,
Har skræmmet hver en Qvindefod.
Ei Zephyr giennem Krattet hvidsler,
Svartalfen pusler lumsk bag Tidsler;
Salt vædes dunkelgrønne Jord
Af høitidsfulde Issefiord.
Havfruen, medens Solen daler,
Paa Dybet som en Hane galer,
Med Skrig hun fordrer Dødens Rov
Hist af den skumle Leireskov.
Tag dette Billed, skyggeblandet,
Saa venlig, som Du tog det andet,
Hæng begge dem, med Fortrin, Feil,
Hver til sin Kant af Livets Speil;
Det store Speil paa Laster, Dyder,
Og finder Du det Væggen pryder
I Konstens lange Billedsal,
Saa stil det op for Hertedal.
