At giøre Dramer uden Damer,
Intriguer uden Koner, Piger,
At giøre Læser varm og heed
Aldeles uden Kiærlighed;
Det kunde synes fast umuligt,
Ei qvindeligt og ei jomfruligt,
Hvorledes vil en Musa da
Besøge Jorden, himmelfra?
Dog, søde Børn! er da blandt andet
Ei Kiærlighed til Fædrelandet
En hellig Ægtekiærlighed,
Som vel bør giøre Helten heed?
Er Kiærlighed til Dyd og Styrke
Da ingen Elskov, vi bør dyrke?
Kan Troskab og kan Venskab mild
Ei vække denne Guddomsild?
Og nu — hvad er da Fædrelandet?
Kun en Gudinde, intet andet;
Og hvad er Troskab, Venskab, Dyd?
Gudinder ene, Livets Fryd;
Og Had og Avind? (thi dem finder
I ogsaa her;) lutter Gudinder!
Hver Guddom styg, hver Guddom skiøn
Maa træde frem af Eders Kiøn.
Her findes altsaa jo, Veninder!
I Grunden egentlig kun Inder;
Usynligt støbe Kuglen de:
De Mænd, som physisk man kan see,
Der gaaer omkring med stolte Miner —
Er kun Gudindernes Maskiner!
Løsladte Marjonetter kun,
Hver Handling har en Inde-Grund.
Hvad, (efter Risbrigh) ”anbelanger”
Den Elskov, som I kielent fanger,
I ”engere Bemærkelse”
Og som ei findes her — O vee!
Hvad skulde Amor her, den Lille?
Han kan ei Hovedrollen spille,
Saa er ham Rollen altfor slet. —
Saaledes kom vi ud af det. — —
