Om Poesiens Indflydelse paa Dannelsen og paa Sindets Oplivelse
Fragment af en Poetik, ved F. C. Sibbern.
Ægte Poesie er baade høist dannende og høist vederqvægende. Dannende og derved velgiørende, ja af stor Virkning i practisk Henseende er den, som alt, hvad der bringer de dybeste Følelser og Erkiendelser til livfuld og kraftig Yttring og fremkalder hos Mennesket en levende Bevidsthed om det Herlige og Betydningsfulde, saavelsom om det Underfulde og Sælsomme, ja om det Latterlige og Daarlige, og atter ogsaa det Gruelige, der under saa mange Skikkelser rører sig, og lever baade i Hjertets eget Indre og i den store ydre Verden. Poesien nærer Sandsen for Livet og dets Indhold, naar kun den, der nyder dens Værker, nyder dem tilfulde, og med klar Erkiendelse tilegner sig deres Gehalt og lader den virke i sig; — som da ingen kan dannes, uden ved at vækkes til at danne sig selv. Endog viis kan Poesien giøre den Besindige og Følende; thi hvad der i Livet har sand og dyb Værd, hvad der har ringere Værd, hvad der ingen har, dette kan dens høiere Sandhed ei blot lære os at fatte, men ogsaa inderligen at føle og fornemme. Ikke middelbart ved at give Lærdomme og Begreber virker Poesien, men umiddelbart ved at lade os skue vort eget Hjerte og skue hele Menneskeheden med alt, hvad der bevæger begge, som i et Livets Speil, men et saadant, hvori alle Skikkelser træde bestemtere, klarere, kraftigere frem. Livet giør den Sindige og Betænksomme viis. Men Poesien lader ham netop træde ind i og selv leve med i et stort, mægtigen bevæget og bevægende Liv, hvori den, hvis personlige Liv maaskee kun frembyder lidet, kommer til ved levende Deeltagelse at føle sig som hiemme, og derved at prøve Livet og giennemføle dets Indhold i de forskielligste Henseender. Ja Konstens Form og hele Natur giør, at Livets store Sandheder netop her, i det de, ikke, som man vel pleier at sige, indklædes, nei i det de umiddelbar udtale sig selv i de store Begivenheder og Forhold, hvilke Poesien med indre Klarhed fremstiller, træffe Hjertet med stærkest Magt og trænge dybest ind. De lyse umiddelbart frem af Handlingernes Gang og Følelsernes Udbrud, hvori tillige Characterernes Eiendommelighed og Styrke aabenbarer sig: og det af inderlig Medfølelse, Glæde eller Smerte, Kiærlighed eller Forbittrelse bevægede og henrevne, men dog tillige ved Poesiens Klarhed selv opklarede Sind bringes uimodstaaeligen til selv at sige sig hine store Sandheder.
Ogsaa det Melodiske og Harmoniske i Konstens Værker er af stor Virkning, fordi det fremkalder og bevarer en harmonisk Grundtone i Sindet, og en indre Ligevægt; det vækker og nærer den mildere Totalstemning, der, forebyggende eensidig Overvældelse af heftige Følelser, vedligeholder den roligere Klarhed i Sindet og den Besindighed (σωφροσυνη) der er ægte Sjælesundhed. Giennemtrængte af den milde, aandeligt fredelige Grundstemning, ved hvilken al sand Konst-Idealitet udfolder Sindet, fremstille Lidenskabernes ellers maaskee vilde Udbrud sig med den Reenhed og høiere Aandelighed, hvormed Poesien just skal udtale dem. Den Lidenskabernes Luttring og poetiske Forklaring, (den καθαρσις), hvilken Aristoteles nævner i sin Definition paa Tragoedie, bestaaer fornemmeligen i at fremkalde dem med den milde og totale Grundstemning i Sjælen, der ei undertrykker Sindets ligelige Magt over sig selv (mentem sui compotem) ei heller Sindsklarheden, men netop lader de heftige Sindsbevægelser opløse sig i en harmonisk Totalitet i Aandens indre Liv, saa at det hele, fulde Menneskehjerte er tilstede i det enkelte lidenskabelige Udbrud, og Følelsen nu netop derved rører sig og taler med Energie og Varme, uden blussende Hede og blind Eensidighed.
Men dernæst viser denne Poesiens luttrende Magt sig ogsaa i at anvise Lidenskaben sin Gien-stand, befrie fra den Glæde eller Smerte, Medlidenhed, Frygt eller Vrede, der ei fortiener at næres, og derimod at lade Følelserne kraftigere yttre sig der, hvor det er menneskeligt og er værd at bevæges af dem.
Overhovedet lærer et Blik paa Menneskelivet, at af alt, hvad Aanden virker stort og kraftigt, er neppe noget, næst Religionen, af en saa udstrakt og indtrængende og af en saa practisk Virkning, som Poesien. Hvad der kommer til Mennesket, understøttet af Melodie og Rhythmus, og overhovedet af konstnerisk Fremstilling, finder den villigste Modtagelse og knytter sig fastest til Sind og Hjerte. De klareste Udviklinger for Eftertanken virke ei sjeldent, selv hos dem, der meest trænge til dem, ikke saa meget, som Ordets Kraft i et Par heldige Vers. Det horatsiske instillare auribus lykkes paa ingen Vei lettere. Her faaer Sindet noget, hvortil det hellere, lettere og oftere vender tilbage, end til den klareste Tankegang, der har en abstractere Form; Sindet faaer her noget, det dybere kan præge ind i sig, og der tillige har de mildeste, meest harmoniske Følelser i Følge med sig. Og det er ei Melodie og Rhythmus allene, der har denne Magt; det er det poetiske Udtryks egen indtrængende Kraft. Et Sted hos Jean Paul, en indgribende poetisk Lignelse kan virke ligesaa stærkt. Hvor mange videnskabelige Skrivter, hvor mange Love og Foranstaltninger have vel i det forløbne Aarhundrede virket saa meget hos os, som Holbergs Digterværker? — Selv Religionen vil, naar dens Sandheder tale til Mennesker under Poesiens Former og med dens Styrke, næres mere i Hjertet, og Sjælen inderligere varmes af den. Den Bog, der igiennem saa mange Aarhundreder har viist sig som den meest practiske af alle, Bogen κατ’ εξοχην, den hellige Skrivt, er ei blot saa virksom og kraftig ved sin indtrængende Sandhed og sin med herlig Simplicitet udtalte Dybsindighed, men og ved den Ordets kiærnefulde Kraft, der ikke vilde være saa stor, om ei baade Billeder, Lignelser og enkelte Udtryk, ja hele Sproget overhovedet, vare saa poetiske. Dog i den hellige Skrivt virker alt, hvad der i Menneskelivet viser sig som det meest Practi-ske, dybsindig Tænkning over Erkiendelsens høieste Formaal, reen og klar og talende Historie, og poetisk Kraft i Aand og Udtryk, til at trænge ind til Menneskets Inderste. Men ogsaa af Schiller f. Ex. have i vor Tid Hundrede draget aandelig Næring for hver Ti, der levede og nærede sig af Fichte eller Platon. For Qvinden er i det Hele Poesien, næst Religionen, ei blot det høieste og betydeligste, men og næsten det eneste, og i alle Tilfælde det beqvemmeste høiere Dannelsesmiddel for Aanden. — Saa stor er den practiske Indflydelse af en Konst, der strækker sin Virkning til alle Stænder og Aldere.
Vederqvægende og oplivende, liig Indaandingen af en himmelsk Æther, en høiere Tilværs renere Element, er alt, hvad der udspringer af Forfriskningens høieste Væld, det Evige, og Følelsen af dets herlige Tilstedeværelse midt i Jordelivet. Men ægte Poesie har især en qvægende Kraft, fordi vi her mindes det Eviges Skiønhed og Herlighed, ja endog skue og fornemme den, ikke ved en fra Livets rige Mangfoldigheder sig bortdragende, i sig selv tilbagetrukken, Tænknings afsondrende Betragtning, men netop som den opliver og tilstedeværende besjæler Livets vexlende Spil, saa at vi, medens det Høieste kommer os nær, tillige komme til at nyde vor egen Tilværs meest personlige Eie, og føle det Allernærmeste i vor egen jordiske Leven knyttet til det Høieste og Herligste. ”Es wird, lader Novalis Sangeren sige, ”es wird ein jeder seiner Habe und seines Lebens froh durch mich” og vi kunne tilføie: er wird des Lebens froh, indem er dessen inne wird.
Dernæst kan ogsaa, endog hvor den ideelle Gehalt er ringere, Fremstillingens Idealitet giøre den høist vederqvægelig, naar, selv i en lavere Sphære, en indre frisk Aand med Livelighed, Klarhed, Harmonie og Fylde lever i Fremstillingen og levende taler ud af den. Aanden vækker da Aanden og vækker den oplivende Følelse af en klar og fyldig Existentses indre Herlighed.
Konstens eiendommelige Form kan endeligen giøre, at den virker høist forfriskende, som den, der er Udtrykket af et frit Spil af Phantasien, der vækker den samme Phantasiens livelige og spi-lende Bevægelse hos Beskueren. Et saadant Spil er, som en indre Løsning i Sindet, hvorved vi føle i os en ubunden med Bevægelighed og Friskhed sig rørende Existentses indre Frihed, høist qvægende og oplivende. Men Poesien sætter Beskuerens Phantasie i en rhythmisk og selvskabende Bevægelse, fordi han selv, ligesom paa Phantasiens indre Skueplads maae udmale for sig, hvad Konsten fremstiller for ham. Hvilket endog gielder om Maleriet; Illusion er kun muelig ved egen Phantasies tiltrædende Productivitet, hvorved den breder ud for sig i et udstrakt Rum, hvad der paa Lærredet alt er lige nær. Ja om plastiske Værker gielder det samme; kun i og for den levende Beskuelse leve de.
Stor og herlig i moralsk Styrke, et lysende Exempel paa den høie sædelige Kraft, hvilken ægte Poesie kan fremstille og derved fremme og nære, er den for sin rene og høie Sædelighed, ligesaa meget som for sin Ynde og Idealitet, høitprisede Sophokles. Herlig Aandsfrihed, haandhævende sig i indre Ubetvingelighed i Kampen mod Overmagt eller en mørk Skiæbnes Tilskikkelser, kraftig og retlig Villie og Beslutning, ikke kuet, saa meget end Mennesket jordiskt nedslaaes, indre aandelig Adel, og Høihed midt under Lidelser, den moralske Styrkes ophøiede Storhed, forbunden med dyb Ærefrygt for og helligt Hensyn paa det, som kommer fra de høie Guder, hvis retfærdige Styrelse tilsidst ikke heller svigter Tilliden til dem: dette er noget, hvilket Sophokles’s Tragedier i saa skiønt et Lys fremstille og forherlige. Man betragte især Electra, Antigone, Philoktetes i denne Henseende. Tage vi den sidste: hvilket elendigt, nødlidende Liv henbringer Philoktetes i sin Klippehule paa den nøgne Strand, slaaet med et grueligt, ædderfuldt Saar. Men den kraftige Villie i hans Indre, den retfærdige Vrede og det faste Forsæt ei at ville give efter for dem, der, skiøndt Staldbrødre, have kastet ham hen paa den øde Øe, lever endnu, efter ti Aars Lidelser, i ham med usvækket Styrke; og kun en Gud, der selv maae komme ned fra sit høie Hjem, kan løse Knuden, og bringe den mandige Helt, der nu ei viger for Mennesker, men for sin høit elskede Heros, til at ombytte Lidelser med Hæder. Næsten til afsindig Haardnakkenhed grændser Philoktetes’s retfærdige Harme: men saadan Aandsstyrke ønsker sig enhver, og den høie Gud selv kommer for at hædre Heltens heroiske Kraft og Udholdenhed.
En lignende herlig Udholdenhed, tilligemed en høi og reen Kiærlighed til den myrdede Fader og den faste Følelse af den retfærdige Hevns Nødvendighed bevarer igiennem mange Aar den yndefulde Electra. Hvorledes man saa søger at kue hende, hvor bittert det end er hun maae taale, nærer hun dog bestandig den inderlig stærke Beslutning, engang, naar Tiden kommer, at udføre, hvad hun saa reent og dybt føler at skylde sin Fader som en hellig Pligt, paa det at dog det Onde ei skal nyde en tryg og varig Seier over det Gode. Nær ved det Maal, hun saalænge med inderlige Længsler skuede imøde, bringes hende en Efterretning om, at den hun stolede og ventede paa, Broderen, skal være død og alle hendes Forhaabninger tilintetgiøres. Men hun taber end ei Modet, hun føler sig nu oplivet til selv at handle. Dog en Vildfarelse forskrækkede hende kun. Gudernes Styrelse svigter ei, og Retfærdigheden har ei forgiæves kæmpet med Forbrydelse og Undertrykkelse, og et ædelt, skiønt Qvindehjertes lange Lidelser have ei været frugtesløse.
Reen og stærk Familiekiærlighed til Fader og Sødskende har Sophokles oftere forherliget og det hos qvindelige Væsener. Antigone see vi tvende Gange taale og lide for denne Kiærligheds trolige og levende Haandhævelse. Første Gang, da hun følger med Faderen i hans Landflygtighed i Oedipos paa Colonos. Siden endnu mere i Tragedien med hendes Navn, da hun, uagtet alle Trudseler, uforfærdet opfylder den Pligt, at jorde den dræbte Broders Liig, og nu gaaer i Døden derfor, forladende et Liv, hvis Sødheder hun vel kan skiønne paa, og hvilket ogsaa tilbød hende Elskovs skiønne Lykke. Hvorved det da tillige i Kreon viser sig, hvorledes et blindt Raserie og en unaturlig Handling falder tilbage paa den Skyldiges Hoved.
Herved bemærke man endnu følgende, som i Sophokles’s herlige Tragedier ingenlunde maa oversees. Dydens og Moralitetens Kraft kæmper her, vel idelig haandhævende sig selv, mod udvortes Magt, den kæmper med Mennesker og Livets Forviklinger, men ingenlunde kæmper Hjertet med sig selv for at komme til den faste Beslutning, ei heller med Fristelser for at bevare den. I Electra og Antigone er den moralske Kraft som en anden Natur og den bestemte Villie just derved en saa kraftig, at den gaaer frem af en indre uimodstaaelig i Characteren liggende Nødvendighed til at ville, og af en usigelig reen, stærk og sikker Følelse. Men det er just den ægte Villie, der vil af ganske Hjerte, fordi den, ifølge en indre stærk Følelse, maae ville og ei kan andet. Hvorved, eftersom denne Nødvendighed er en indre sjælelig og ethisk, og udspringer af det, Individet føler som sit egentligste Jeg, Friheden ingenlunde ophæves men netop viser sig i sin indre Ubetvingelighed. Det Ethiske er her netop ægte, fordi det er en høiere Krafts, et renere høiere Livs umiddelbare ved ingen indre Modvillen eller Modstræben standsede Leven i Individet. Netop der er Dyden fuldeligst tilstede, hvor den saaledes træder frem som det Naturlige, der ligefrem skeer af sig selv, at Individet følger dens Stemme, fordi den ikke kan andet, hvor Dyden altsaa selv igien er som en anden Natur, og Individet bevæger sig i det Sande og Gode, og ethiskt Rene, som i sit rette Element. Derved kommer da nu ogsaa det Ethiske, Charakterernes Reenhed og Adel, ved sin indre Kraft og ved Følelsernes Livfuldhed til den herlige Skiønhed, den Sjæleskiønhed og Ynde, der er saa indtagende hos Electra og Antigone, hvis Individualiteter ligesom ganske ere giennemtrængte af de meest ethiske Følelser, hvilke ingenlunde kunne svækkes hos dem, saa skarpt og levende de end føle og fatte, hvad de derover lide, eller maae vente at komme til at lide. Ved Electras skarpe Følelse af det nedværdigende og nedtrykkende i hendes Forfatning, ved Antigones Jammer over, at hun skal forlade saa skiønt et Liv, at hun skal i Ungdom døe bort fra Elskovs og Brudestandens søde Glæder; kommer just den ethiske Krafts rene Styrke og Charakterernes Skiønhed hos dem til at straale i sit fulde Lys, da deres Beslutnings Kraft og Tilforladelighed ikke leed noget ved deres skiønne qvindelige Jammer over sig selv, og deres dybe Følelse af, hvad de havde Ret til at fordre og vente af Livet.
Blandt saa mange Digterværker af de forskielligste Digtere, der med herlig poetisk Klarhed og Dybde have fremstillet Dydens og Religiositetens Kraft i Mennesket, og derved have virket usigelig meget til at fremme og nære den, ville vi endnu kun betragte eet, der i denne Henseende er inderlig beslægtet med Sophokles’s skiønneste Fremstillinger: et Drama, i hvilket det er skeet, hvad der i Poesiens Verden er saa yderst sjeldent, at den rene Sjæleskiønhed, der er en sand Dyd, og Fromheds milde, qvægende Udtryk, er fremstillet, ikke som hos Sophokles, og ellers som oftest, i et qvindeligt, men i et mandligt Væsen. Dette Drama er Oehlenschlägers Correggio.
Vi see her en Konstner med et dybt og inderligt Gemyt og med en reen og levende Kiærlighed til sin Konst ved Siden af en ligesaa reen Kiærlighed til den Gud og den Religion, han ved sin Konst vil forherlige; sand Konstnerstorhed, dog ikke paa en mere bevidst Maade, end at en skiøn Ydmyghed og Uvidenhed om den egne Storhed foreener sig dermed; dertil endnu den livelige Munterhed, som, usvækket af trange Kaar, beviser Hjertets indre milde Fred og blide Roe. Dog Konstnerens fulde Værd kan kun vise sig, naar Livets Storme komme. Vi see ham truffet af et haardt Stød; ikke hvorledes det er i sig selv skulle vi spørge, men hvad det er for ham. Det er ikke paa en ydre Maade, det rammer ham, i Henseende til hans sandselige Existents, men paa en Maade, der træffer hans inderste sjælelige Tilvær. Sønderknust i Henseende til sin dybe Tillid til sin hjertelige og redelige Stræbens indre Godhed og Ægthed, føler han sig pludselig udstødt fra sit aandelige Eie, ligesom nedfalden fra sin Himmel. Men efterat han paa det stærkeste har følt sin Tilstands Haardhed og frygtelige Bitterhed, fatter han sig snart, givende sig hen til sin Skiæbne, men dog endnu holdende lige fast ved sin Kiærlighed til sin Konst, hvis Værd han ei holder op at føle, om han end skal føle sig uværdig til dens Udøvelse. Og nu selv, hvor han bliver oprettet igien, fordi det var kun en ugrundet Forfærdelse, hvori et ulykkeligt Tilfælde havde sat ham, er hans første Længsel den at erfare, hvad der i sig selv er Sandhed, og han beroliges først, da Giulio Romano viser ham, at han ogsaa kan see Feil i hans Malerie. Og hvor let og aldeles vender da den milde Beroligelse tilbage. Sjeldent er, især i en mandlig Figur, sand Sjæleskiønhed fremstillet paa saa herlig en Maade. Derhen hører endnu hans Glæde i Maleriegalleriet i Parma, og hans sunde, dygtige Selvfølelse er her ligesaameget paa rette Sted, som hans trohjertige Yttring deraf vidner om et reent, troskyldigt Gemyt. Og hvor herligt er det da, at han, efterat han netop formedelst sit eget Konstværks Magt over raae, men ved dets Skiønhed bevægede Gemytter, er undgaaet en stor Fare uden at ane den, nu findes død, da jordisk Høihed og Anseelse skal lønne ham, saa at paa ham selv opfyldes, hvad han siger:
Hvo, som her paa denne dunkle Jord,
Vil virke for det Høieste, det Bedste,
Maae som en Martyr taale Spot i Nøden,
Hans sande Liv begynder efter Døden.
I Sandhed, ikke blot i saa mangen anden Henseende, ogsaa i ethisk Kraft og Betydning kan Oehlenschlägers Correggio frit stilles ved Siden af antik og nyere Poesies ypperste Mesterværker.