DaphneEfter Ovid, af Oehlenschläger.Daphne Peneïa1 først vandt Phøbus’ Hjerte, det ei varLykketræf som opflammed’ ham blindt, men fortørnet Cupido.Thi ham Delius, stolt af den nylig fældede Lindorm,Saae Hornbuen at spænde, med fast indknyttede Sene:Hvad vil Du, vellystige Dreng, med saa drabeligt Vaaben?Raabte han; sligt til Bedrift min Skulder kun bør sig at bære,Jeg, som Vildtet træffer saa let, som sikkert min Fiende,Jeg, som med Piilregn nys har dræbt den svulmende Python,Slangen, hvis Giftvom strakte sig hen ad utallige Agre.Du med Din Kiærte, vær glad, naar Du tænder jeg veed ei hvormangeElskovsgnister, men søg ei daarlig at dele min Ære.Svared’ ham Venus’ Søn: Din Bue træffer hvert Hjerte,Phøbus! Dit træffes af min! og saa vist alt Levende vigerDig, saalidet Din Roes med min formaaer Du at ligne.Saa talt, Luften han slog med de flagrende Vinger, og hurtigtLet han op sig begav til Parnassets skyfulde Bierg-Slot;Der af sit Piilekogger han trak to rammende Pile,Høist forskiellige, hiin for Afsky, denne for Elskov.Den, som lokker, er Guld, dens Odd skarpsleben og glandsfuld,Hiin, som forjager, er stump og betyngt med Bly giennem Røret.Guden med denne traf den Peneïske Nymphe, med hiin hanGiennembored’ Apolls Beenpiber og trængte til Marven.Strax han elsker, men hun bortflyer ved Elskerens Navn blot;Skovenes Dyr hun forfølger, og kaster om snee-hvide SkulderDyrenes aftrukne Hud og ligner jomfru’lige Phøbe;Skiødesløst med et Baand hun holder de flagrende Lokker.Mangen Beiler alt fandt hun før men foragted’ dem alle;Utaalmodig — skyende Mænd omflakker hun Skoven,Bryder om Hymen sig ei, om Amor eller om Bryllup.Tit qvad Faderen: Datter, en Svigersøn Du mig skylder!Tit qvad Faderen: Barn, Du mig bør forplante min Afkom!Hun, der haded saa høit som Forbrydelsen Ægteskabsfaklen,Blussed i deilige Kinder af høi Blufærdighedsrødme,Vandt om Faderens Hals sin Arm, og med kiælende SmigrenBad: lad kiæreste Fader, mig evigt glæde min Jomfru-Stand, som Diana’s Fader den før forundte sin Datter.Sagtens han eftergav; — men Din Deilighed hvad Du ønskerStrengt forbyder, Din Bøn modkæmpes haardt af Din Skiønhed!Phøbus elsker, han seer — og attraaer Daphne til Hustru,Haaber sin Attraae stilt; dog ham svigter hans eget Orakel.Liig et tomt Halmstraa, der forbrændes naar Kornet er tærsket,Liig Markhegnet af Faklen antændt, som en skiødesløs VandrerBragte for nær, eller sneit forlod i Morgenens Daggry,Saa stod Guden i Brand, saa dybt i hans inderste HjerteLuer det høit, og han nærer ufrugtbar Elskov med Haabet.Hængende seer han om Halsen sig løst hen Haarene kaste,”Hvad om de flettede var!” Han seer at funkle med IldglandsØine, Stjernerne liig! han Læberne seer, som at sees blotEi er nok, han beundrer de deilige Hænder og Fingre,Armene, Skuldrenes Kugler, som blotte sig over det Halve,Og hvad der skiules formoder han bedst. Men hun flygter som VindensHurtige Pust, og hans Ord ei formaaer at standse den Snelle.Hør, peneïske Nymphe, min Bøn! Ei Fienden forfølger!Nymphe stands! Saa kun Lam for en Ulv, saa kun Hind for en Løve,Saa for en Ørn kun flyer med sprettende Vinger en Due;Hver sin Fiende flyer — mig drev paa Jagten Cupido.Jeg Usalige! Vogt Dig for Fald; Dine Lænder fortieneLidt kun at rives af Tiørn: Og jeg var Skyld i Din Smerte!Skarpt er Krattet, hvor nu Du indstyrter! Løb dog forsigtig,Hæm Din Flugt, jeg lover at jeg vil følge Dig varlig.Viid hvem Beileren er! Thi ei en Bonde fra BiergetEr jeg; vogter ei plump som Hyrde Geder og Ørne,Grim af Skabning; Du kiender, Forvovne, den, som Du flyer, ei.Det kun er Skyld i Din Flugt. Mig hylder Landskabet Delphos,Claros, Tenedos med, og den Patareïske Borgstad.Juppiter Livet mig gav! Jeg veed hvad fordum er skeet, hvadNu og i Fremtiden skeer, til Sang jeg Strængene Klang gav,Stedse min Piil var vis, men vissere dog end min egenDen, som saared mig dybt i det roligt bankende Hjerte.Lægekonsten opfandt jeg, den vide Verden mig kalderHjelperen; Urternes Kraft ved min Guddom trives! O vee mig!Ingen Urter end gav Helbred i Kiærligheds Sygdom!Ei Opfinderens Konst ham gavner: gavner Enhver dog!Meer ei yttret han fik, thi den bange PeneïerindeFlygted’ og lod ham staae, som han bedst var midt i sin Tale.Ak hvor var hun dog smuk! Hendes Deilighed blottede VindenOg den modsatte Blæst rev løs de flagrende Klæder,Haaret tilbage viftede langt for spøgende Luftpust;Flugten forøged’ kun Skiønheden meer; ei længer sin SmigerSpildte den Ungdomsgud nu forgiæves; men drevet af AmorFølger den rædde Nymphes Spoer han med ilende Skynden.Som, naar den galliske Hund i en viid Mark opdager Haren,Søger paa hurtige Been hiin Byttet, denne sin Frelse;Hiin, som hængende fast i den Flygtende, haaber nu alt atGribe sit Bytte, hvis Spoer han med hængende Snude berører,Tvivlsom den anden ei veed, om alt grebet den er, og fra BiddetNetop den undriver sig, og forlader de snappende Kiæver:Saa her Guden og Mø; hiin Haab drev, Angesten denne.Snellere dog er Forfølgerens Fart; paa Kiærligheds VingerIler han fort uden Rist, og alt udluder han hen modNymphens Ryg, og aander i Nakkens svævende Langhaar.Bleg hun standser, forladt af sin Kraft, udmattet af FlugtensIlende Værk; som hun seer de Peneïdiske BølgerRaaber hun: Fader hielp! hvis en Guddom findes i Floden!Jord, hvor jeg vakte for stort Behag, o revn eller omskabHurtig min Skikkelse nu, og forvandl’ mig, før jeg forhaanes!Neppe var Bønnen sagt, før Dørskhed traf hendes Lemmer,Ak, og det svulmende Bryst blev svøbt i fineste Bastlag.Haaret krøltes til Løv, hendes Arme sig strakte som Grene,Foden, nylig saa snar, hang fast med dvælende Rødder,Hovedet blev til Top: kun Skiønhedsglandsen forsvandt ei.Men selv denne var Phøbus kiær, og med Haanden paa StammenFøler bag spæde Bark han slaae det skiælvende Hjerte.Inderligt da med sin Arm han Grenene favned’ som Lemmer;Trykte paa Træet sit Kys — men som Træ selv Kysset hun undveeg.Da qvad Guden: Nu siden Du ei kan vorde min Hustru,Evig skal Du da være mit Træe, og stedse fra nu afPryde min Cither, mit Haar og mit Piilekogger; o Laurbær!Du skal krandse Latiens Helt, naar til glade TriumpherSangen er stemt og han høit Capitol bestiger i Festpragt.Selv for Augustus’ Dør Du vorde den trofaste Vogter,Staae ved Tærsklen og vikle Din Green i Egen og skiærme!Og som steds haarfager mig Ungdomslokken ei røves,Saa skal og evige Løv hver Aarstid krone Din Isse.Pæan taug. Men Lauren, som nu sig strakte med Grene,Nikkede venlig dertil og bevæged sin Top som et Hoved.