Christian den Fierdes Aand(1810.)Havet ingen Storm bevægd’,Stille laae den klare Søe;Kun de milde Bølger leged’Med den skovomklædte Øe;Hvad er det da nu, som ulmerSaa med eet i Havets Dyb,At den høie Bølge svulmerOg omringer Strand og Skib?See! hvor om de høie StavneDe sig toppe op med Lyst,Og hvor Landet de omfavne,Skyllende med høie Kyst!Men hvad er det, som opliverOgsaa mig med salig Lyst,Hvilken Glæde dog, som griberSaa alvældigt dette Bryst?O det er Din Aand, som svæverOver Vandets Flade hid!Og Din Nærhed giennembæverHav og Land med Lyst og Fryd.Fiernt fra Evighedens LandeStille svæver Du herhen,For at favne disse Strande,Venlig hilse dem igien.Og i Nattens helligdunkle,Høitidsfulde Rolighed,Mens de høie Stierner funkleFra den mørke Hvælving ned,Svæver Du om disse Egne,Om Dit troefast elskte Land,Indtil Nattens Lamper blegne,Evig store Christian!Over de udstrakte Sletter,Over Sund og Kyst og Øe,Over alle lyse PletterI den rumme, mørke Søe,Over hine Klippesale,Biergerækkens høie Top,Og de rigt henstrøede Dale,Svæver Du til Nordcap op.Og før hisset Lyset svingerSig af Havets dunkle Skiød,Drypper Du af Dine VingerRig Velsignelse herned.Himlens høie Fred sig gyderNed i Dine Sønners Barm,Mod og Lyst og Kraft nedflyderI vort Bryst og i vor Arm.