Sømandssang(1809.)Den Mand er høit at love,Som med sit ringe SkibTør uforfærdet voveSig paa det store Dyb.Som villigen forsagerAl Jordens Herlighed,Naar Havet kun modtagerHam i sit frie Skiød.En hellig Guddom vinkerHam fra den trange Havn,Og længselsfuld han synkerI hendes aabne Favn.Hun kierlig monne bæreSin høit udkaarne Søn,Trods Stormens vilde Hære,Til fierne Kyster hen.Hun i hans Bryst udgyderSin høie Guddomskraft,Med dobbelt Ungdom flyderHans sunde Aarers Saft.Hans Hierte hun opluer,Hun skiænker ham sin Fred;Ved hendes Haand han skuerAl Jordens Herlighed.Han Sydens Skatte flytterOp til det fierne Nord;Til eet han sammenknytterDen trindt adspredte Jord.Men intet her kan vindeHam til at fæste Boe,Sin elskede GudindeHan bliver evig tro.Om stundom end han træderOp fra den lave Strand,Og lystelig sig glæderI blomsterklædte Land,Snart atter hid han vender,Og efter korte FristHans Længsel dobbelt brænder,Han har ei Roe og Rist.Hun lader ham ei hvile,Snart maae han atter ud:Han fyrig monne ileI Favnen af sin Brud.Naar Nattens Lampe flammer,Han træder stille indI hendes store Kammer,Med taus indviet Sind.Hvor, langt fra Jordens Vrimmel,I helligt, eensomt Hiem,En stiernestrøet HimmelSig hvælver over dem.Hvor ingen kan fornemmeDe underfulde Ord,Som hun med GuddomsstemmeHam hemmelig betroer.Lad saa kun Stormens VredeIsønderslaae hans Stavn,Da synker han med GlædeI hendes dybe Favn.Hun atter monne bæreSin høit udkaarne Søn,Trods Mørkets vilde Hære,Til nye Lande hen.Thi bag ved Bølgen hæverEn anden Himmel sig,Hvor Livet atter leverSaa rask og lystelig.Sin elskede Gudinde,Som er ham evig tro,Han der skal atter findeOg favne hende fro.Der aabner nye SkatteHun for hans lystne Blik,Der gives ham at fatte,Hvad her han ikke fik.Hvad her han fro begiærte,Han nyder dobbelt der,Og hendes varme HierteHan hviler evig nær.