Bakkehuset(1806.)Du kiære Høi! saa nær ved den,Hvor først min Barndom er forsvundet,Som Venskab knytter Ven til Ven,Saa har Naturen Jer forbundet.Du kiære Høi, saa nær ved min,Dog ukiendt længe, saare længe,Som for min Tunge Sydens ViinOg for mit Øre Harpens Strænge;Du kiære Høi, som vinkte mig,Saasnart Apollo mig oplued’,Da fiernt min Musa viste sig,Da giennem Slør jeg hende skued’;Da stod Du mig et Pindus liig,Og sympathetisk Du mig vinkte,Og andagtsfuld besteeg jeg DigNaar Vinteraftnens Stierner blinkte.Du kiære Høi! som skiænkte migMin dunkle Ungdoms første Leder,Du Tryllebierg, som aabned’ digMed endnu større Herligheder:Ei blot en Leder, men en Ven,Ei blot en Ven, men en Veninde,Ei en Veninde blot, o menEn huld og trofast Elskerinde!Du kiære Høi, modtag mit Suk!Og undskyld for de elskte Venner,At ei min Sang er nær saa smukSom al din Herlighed fortiener.Oehlenschläger.