Frederik Christian Sibbern (1785–1872)

Sibbern, Frederik Christian, 1785–1872, Filosof, er født 18. Juli 1785 paa Christianshavn, hvor hans Fader, Friedrich Gabriel Gottlieb S. (f. i Segeberg 7. Dec. 1743, † i Kjøbenhavn 4. Nov. 1794), var Læge ved Børne- og Opfostringshuset. Moderen, Charlotte Amalia Friderica Lovisa f. Wilcken (Søster til J. E. Hartmanns Hustru og f. 23. Okt. 1753 † 26. Juli 1807), var en Guldsmeddedatter fra Pløen. I sin første Barndom hørte S. derfor oftere det tyske end det danske Sprog. Fra sit 6. Aar modtog han Undervisning i Hjemmet af forskjellige danske Lærere, blandt hvilke han med Taknemmelighed mindedes den senere Biskop J. Paludan-Müller. Til hans Yndlingslæsning hørte den Gang Campes «Sjælelære», Gellerts Skrifter, Claudius’ «Wandsbecker-Bote» og «Peder Paars». Gjennem Moderen, der var praktisk, energisk og meget religiøs, vandt han end videre tidlig et indgaaende Kjendskab til den tyske Bibeloversættelse. Aaret efter Faderens Død, 1795, sattes han i den tyske Kirkes Skole, hvor Bibellæsning ligeledes var en overvejende Del af Undervisningen. Læreren, en Kateket Kochen, tog sig særlig af Drengen og læste privat noget Fransk med ham. 1798 fik S. imidlertid ved Paludan-Müllers Hjælp en Plads i Herlufsholms Skole. Her tilbragte han 4 lykkelige Aar, afholdt saa vel af Kammeraterne som af Lærerne, blandt hvilke han navnlig traadte i et varigt Venskabsforhold til A. W. Brorson, der under hans Opholdblev Skolens Rektor, og Naturhistorikeren H. B. Melchior. 1802 dimitteredes han til Universitetet.

Til sin anden Examen fik han den højeste Udmærkelse i de filosofiske Discipliner. Til sit Embedsstudium valgte han dog foreløbig Juraen, der jo paa den Tid havde faaet forhøjet Glans ved A. S. Ørsteds første geniale Virksomhed. Samtidig læste han imidlertid ivrig Poesi og forsøgte sig i Besvarelsen af et Par mathematiske Prisspørgsmaal. Da Nordmanden Treschow 1803 havde afløst Riisbrigh som filosofisk Professor, kom der imidlertid ogsaa nyt Liv over Filosofien her hjemme, og S., som ikke havde kunnet udholde at høre Steffens’ Forelæsninger, der forekom ham som «Galmandssnak», besvarede nu ikke mindre end 3 Gange med Held Universitetets filosofiske Prisspørgsmaal (1806, 7 og 10). Dette skaffede ham bl. a. Kommunitetet og Valkendorfs Kollegium, hvor han traadte i Venskabsforhold til Grundtvig; under dennes bekjendte Krise 1810 var det S., der ledsagede ham hjem til Faderen i Udby. Ogsaa med den Ørstedske Kreds var S. traadt i venskabelig Forbindelse. I A. S. Ørsteds «Juridisk Arkiv» skrev han forskjellige Afhandlinger; i hans Hjem var han en hyppig og velset Gæst; under H. C. Ørsteds Vejledning studerede han Fysik; og ligesom han beundrede begge Brødrene, saaledes nærede han over for den førstes Hustru, Oehlenschlägers smukke og begavede Søster, en sværmerisk Tilbøjelighed, der varede ved lige til hendes Død 1818 og stundum alvorlig truede hans Livsmod.

1810 havde han taget juridisk Embedsexamen og Aaret efter den filosofiske Doktorgrad («De principiis philosophicis disciplinæ juris»). Treschow var imidlertid bleven valgt til Professor ved det nys oprettede Universitet i Christiania og havde anbefalet S. til sin Eftermand i Kjøbenhavn, og Universitetsdirektionen skaffede ham da et Rejsestipendium, for at han yderligere kunde uddanne sig, før han overtog Pladsen. S. gik først til Halle, hvor han traf Steffens, hvem han ikke tidligere havde været i Berøring med, men som nu hurtig vandt hans Hjærte. Steffens var imidlertid netop kaldet til Breslau, og efter et kort Ophold i Halle gik S. derfor til Berlin, hvor han tilbragte Vinteren. Han stiftede her Bekjendtskab med den ældre Fichte og Schleiermacher og hørte Forelæsninger over græsk Poesi hos Filologen Wolf og over Krystallografi hos Mineralogen Weiss. I Foraaret 1812 drog han til Jena, hvor han daglig omgikkes Naturfilosofen Oken, og der fra til Weimar, hvor han besøgte Wieland og Fru Schiller. Da Goethe, hvem han inderlig havde ønsket at træffe, og til hvem han havde Breve og Pakker fra Berlin, imidlertid var rejst til Carlsbad, besluttede S. resolut at følge efter og opnaaede ogsaa som Løn for den 20 Mile lange Udflugt at faa talt nogle Gange med Digterkongen. Efter et 4 Ugers Ophold i Carlsbad, hvor han ogsaa traf Digteren Fr. Stolberg, vendte han tilbage til Jena, besøgte dernæst Dresden og kom i Nov. til Breslau, hvor han Vinteren over boede hos Steffens og hørte hans Forelæsninger over Filosofi og Naturvidenskab. I det tidlige Foraar 1813 gik han atter over Dresden til Berlin, bl. a. for at se det opblussende Frihedsrøre paa nærmere Hold. Efter et kort Ophold her rejste han over Nürnberg, hvor han traf Hegel som Rektor ved Skolen, til München, hvor han forblev en Del af Sommeren. Han traadte her i nærmere Berøring med Schelling. Gjennem Tyrol drog han derpaa ind i Schweits og havde ogsaa tænkt paa at besøge Italien. Docentpladsen i Hjemmet var imidlertid bleven ledig; man paaskyndede hans Tilbagerejse, og ad nærmeste Vej, over Strasburg og Frankfurt, vendte han da hjem i Okt. 1813.

Umiddelbart efter Hjemkomsten blev han ansat som extraordinær Professor i Filosofi ved Universitetet og begyndte strax at holde Forelæsninger over Logik og Psykologi, medens han selv samtidig hørte Forelæsninger over fysiske, fysiologiske og zoologiske Æmner. Hermed indlededes den lange Periode af utrættet skriftlig som mundtlig Virksomhed, der nu paafulgte og uafbrudt vedvarede indtil faa Aar før hans Død i hans høje Alderdom. Af ydre Mærkepunkter i hans Liv skal endnu blot fremhæves: 1816 blev han Medlem af Videnskabernes Selskab, 1829 blev han Professor ordinarius og Assessor i Konsistorium, og 1845 udnævntes han til Etatsraad. S. A. var han første Gang Universitetets Rektor. 1856 blev han Konferensraad og 1862 Kommandør af Danebrog. 1870 traadte han tilbage fra sin Universitetsvirksomhed, og 2 Aar derefter, 16. Dec. 1872, hensov han blidt og stille. 29. Maj 1819 havde han ægtet Christiane Margaretha Dorothea Clara Louise Ipsen (f. 2. Juli 1799), Datter af Krigsraad, Havneskriver i Kjøbenhavn L. F. I. Hun døde 2 Aar før sin Ægtefælle.

S. var overordentlig arbejdsdygtig og usædvanlig alsidig og har efterladt sig Arbejder ikke blot fra alle Filosofiens Omraader, men ogsaa af juridisk, politisk og æsthetisk Art. Sine psykologiske Anskuelser fremstillede han først i «Menneskets aandelige Natur og Væsen» (1819), hvortil som en Art Fortsættelse føjedes «Psykologisk Pathologi» (1828). En stærkt omarbejdet Udgave af 1. Del udkom senere under Navn af «Psykologi, indledet ved almindelig Biologi» (1843 og flere Gange senere); 2. Del udgaves paa ny som Mindeskrift ved hans Hundredaarsfest, 1885. Nærmest hertil slutte sig «Om Forholdet mellem Sjæl og Legeme» (1849) og hans lille Bog «Om Elskov» (1819 og oftere). Sine Anskuelser om Filosofiens Natur og Methode har han fremstillet i «Om Erkjendelse og Granskning» (1822), «Om Filosofiens Begreb, Natur og Væsen» (1843) og «Angaaende Hegels Filosofi» (1838). Om Logik handle «Logikkens Elementer» (1822), «Logik som Tænkelære» (1827 og flere Gange) og «Tænkelære eller Logik» (1854 og oftere). En Æsthetik har han givet i de 3 Bind «Om Poesi og Kunst» (1834, 53 og 69). Sine ethiske Anskuelser har han udtalt i en lille, efter hans Død udkommen «Moralfilosofi» (1878). Om hans totale Verdensopfattelse handler hans «Spekulativ Kosmologi med Grundlag til en spekulativ Theologi» (1846); og endelig har han fremstillet sine religiøse Anskuelser dels i en Række Universitetsprogrammer (1846, 47 og 49) og dels i «Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135» (3 Hæfter, 1858, 62 og 72). Denne Bog giver desuden væsentlige Bidrag til hans sociale og politiske Anskuelser, som han for øvrigt har fremstillet i en Mængde Smaaafhandlinger og Bladartikler. 1829–30 udgav han «Filosofisk Arkiv og Repertorium», 1835–36 «Patriotiske Intelligensblade» og 1843 «Dikaiosyne eller Bidrag til Politik og politisk Jurisprudens for danske». Endelig har han foruden et Par Mindetaler udgivet «Efterladte Breve af Gabrielis» (1826 og flere Gange) og «Udaf Gabrielis Breve til og fra Hjemmet» (1850 og flere Gange). En Samling «Breve til og fra S.» udgaves 1866 af C. L. N. Mynster.

S. var baade legemlig og aandelig en særdeles sund Natur. Nøjsom og haardfør, som han var, satte han stor Pris paa at røre sig frit under aaben Himmel og tage Lejligheden, som den frembød sig. Sin Udenlandsrejse gjorde han næsten udelukkende til Fods, og denne Vandrelyst vedvarede op i hans høje Alderdom. Det var ham en Art Religion ved saadanne forfriskende Anstrængelser at erhverve sig den Livsglæde og fortrøstningsfulde Frejdighed, som han mente alle burde eje for ret at kunne magte Livet. Selv var han af Natur som af Forsæt Optimist til det sidste, ligesom han var i Besiddelse af en energisk Oprindelighed, et varmtfølende Sind, en stærk Sympathi med alle de smaa og undertrykte, en levende Friheds- og Retfærdighedsfølelse og en Jævnhed og Tillidsfuldhed, der ofte kunde stige til Troskyldighed og sprede et stærkt Skær af Naivitet over hans Optræden. Han slutter sin Bog «Om Erkjendelse og Granskning» med Pauli Ord, at om vi talte med Englenes Tungemaal og kjendte alle Hemmeligheder og havde Tro, saa vi kunde flytte Bjærge, men havde ikke Kjærlighed, saa vare vi intet. Han kunde have sat dette som Motto over hele sin Stræben. Thi al hans Filosoferen har et pædagogisk Formaal. Viden er til syvende og sidst kun til for at skabe fuldkomnere Handlen, mener han, og med denne Tanke for Øje har han formet alle sine Værker. Hans Gabrielis Breve er Fortællingen om en Werther, som ikke skyder sig, men gjenerobrer sit Livsmod, ligesom Bogens Forfatter selv havde gjort det. Hans Psykologi som ethvert af hans Arbejder udmunder i ethisk-religiøse Betragtninger, og selve hans religiøse Anskuelser formes, som vi skulle se, efterhaanden i nøje Overensstemmelse med Grundsynspunktet. At S. maatte være misfornøjet med den abstrakte Hegelske Formalisme, forstaar man allerede heraf. Men den «praktiske Livsfilosofi», han saaledes indledede her hjemme, fortsattes senere af Poul Møller og Søren Kierkegaard, og den førstnævnte af disse har flere Gange med varm Tilslutning gjort opmærksom paa den S. egne personlige, uforbeholdne, konkrete, klare og jævne Fremstillingsmaade, der netop saa nøje hænger sammen med hans Hovedformaal. Det er sikkert ogsaa denne hans Kjærlighed til det klare, jævne og konkrete, der har bevirket, at hans filosofiske Tankebygning kom til at staa et betydeligt Trin over ethvert af de tyske Systemer, hvis Forfattere havde været hans Læremestre under hans Udenlandsrejse. Baade over for Steffens og Schelling staar han i Virkeligheden med stor Selvstændighed; at visse af Tidens Grundtanker ere fælles for dem alle, er en Selvfølge, der ikke forandrer Sagen. Af den tyske Naturfilosofis talrige Fantasterier, som han dog havde været i saa nær Berøring med, findes der saa godt som intet hos ham. Ikke blot hans danske Besindighed har her frelst ham, men ogsaa den klare, skarpe og alsidige Tænkning, han i Virkeligheden var i Besiddelse af. Hans store Dygtighed i at systematisere i Forbindelse med hans levende Interesse for det enkelte har undertiden – mest dog blot i hans egentlige Lærebøger – forledet ham til en Udstykning i det smaa, der kan virke trættende paa Læseren. Hans Omhu for at give Tanken et saa primitivt og nøjagtigt Udtryk som muligt førte ham ogsaa til med stor Kjækhed at skabe nye Ord og Vendinger; i hans senere Skrifter ere ikke blot alle hans særlige Kunstord danske, men uden Betænkning har han overhovedet fjærnet samtlige Fremmedord af Sproget. Hans Fremstillingsform kan af disse Grunde undertiden falde noget sær og kantet; dette gjælder dog ingenlunde alle hans Arbejder og navnlig intet af de tidligere i deres første Støbning. I Gabrielis Breve er Stilen ofte, saa at man tror at læse Søren Kierkegaard.

Hvorledes Tidsaandens Tanker brødes med hans individuelle Natur og Stræben, ser man allerede af hans Opfattelse af Filosofien: Gjennem vore Sanser modtage vi et Stof, hvis logiske Bearbejdelse giver os alle de ydre Erfaringsvidenskaber, og en lignende indre Disciplin faa vi ved Bearbejdelse af vort forefundne Bevidsthedsindhold af moralske og religiøse Følelser o. dsl. Men Udgangspunktet er her begge Gange kun et historisk. Menneskeaanden stræber videre og vil paa Grund af sin medfødte Fornuft udlede alt fra et eneste Midtpunkt, der som Udstraalingspunkt for alt maa være oversanseligt, uendeligt og evigt og kun erkjendeligt ved selve Fornuften, ved en aandelig Seen, «Spekulationen». Tanken maa derfor have en højeste «Grundidé» at gaa ud fra og ved et omfattende Ræsonnement, «Dialektikken», udlede alt af denne. Filosofien bestaar af de 3 Afdelinger «Fundamentalfilosofien», Naturfilosofien og Aandsfilosofien. 1. Afdeling handler om Fornuftens Væsen, dens oprindelige Grundbegreber og Ideer, og kan egentlig formes saa vel analytisk som synthetisk eller saa vel fra Iagttagelsens som fra Spekulationens Standpunkt. Den første Form bør altid bane Vejen for den sidste, men udgjør strængt taget kun en Indledning til den egentlige Filosofi. En saadan «Indledning» bør imidlertid med. Thi man maa dog retfærdiggjøre den Grundidé, hvorfra den egentlige Filosofi tager sit Udspring. Indledningen kan desuden indeholde Logikken, ved hvilket Udtryk S. tænker paa en sædvanlig, formel Logik, saaledes som han ogsaa selv gav den, og ikke paa en «højere» eller spekulativ. En saadan, bemærker han, kunde derimod gjærne knyttes til Fundamentalfilosofien. – Man ser, hvorledes han, om han end bliver løftet med af Tidsaanden, dog bestandig er omhyggelig for at bevare Forbindelse med Jorden.

Og end tydeligere fremgaar dette af hans Bemærkninger om Naturfilosofien. Vi maa her, siger han, helst holde os Erfaringen saa nær som muligt og være varsomme med enhver Betragtning fra oven, hvortil vi endnu langtfra ere modnede. Med disse Ord tager han kort og godt Afstand fra alle sine Venner Naturfilosoferne.

Til Aandsfilosofien regner han Psykologi, (Logik, der ogsaa kunde finde sin Plads her), Æsthetik, Ethik, Statslære, Religionslære og en Lære om Videnskabens Plads eller Betydning i Verden. Ogsaa her maa man egentlig begynde med Iagttagelse, hvorfor man ogsaa ofte har opstillet baade en empirisk og en spekulativ Psykologi. Men selv i Psykologien ud fra Iagttagelse føres man dog snart til at hæve sig til Spekulationen og betragte Mennesket i Ideens Lys paa Grund af den nøje Forbindelse mellem dets Natur og dets moralske og religiøse Bestemmelse. Modsat Naturvidenskaben regnes derfor allerede den empiriske Psykologi sædvanligvis med til Filosofien. – Det er en saadan «empirisk» Psykologi, S. selv har givet. Med den rene Spekulation er han ligesom lidt uvillig til at indlade sig.

I den spekulative Kosmologi, der til Dels giver hans Fundamentalfilosofi, har han dog gjort det. Den Fornuftsammenhæng, vi spore alle Vegne i Verden, lærer os, at hele Tilværelsen maa være Udslaget af en Enhed, en ideel-reel Magt, der gjennemvirker Mangfoldigheden eller det reelle, Substratet, ved deri at indorganisere sin hele ideelle Indholdsfylde, de evige Sandheder. Som disse maa den ideelt-reelle Magt, Guddommen, det alvirksomme, selv være evig og allestedsnærværende, paa én Gang hævet over og iboende i Verden, kort sagt saaledes beskaffen, at hele Tilværelsens Beskaffenhed deraf lader sig forklare, en Forklaring, som den enkelte Filosof i Følge S. dog ingenlunde vil kunne naa. Ogsaa Substratet, i sidste Instans «Molekulerne», de primitive Værenselementer, maa imidlertid, om vi skulle undgaa Dualisme, udspringe fra det alvirksomme og vedvarende bæres oppe af dette. De ere altsaa ikke absolute Selvstændigheder, medens man paa den anden Side dog maa tilskrive dem en vis relativ Selvstændighed, i det de kunne yde det alvirksomme en vis Modstand. Vel nærmest af Føjelighed mod Romantikernes Sky for det faste kalder S. dem ikke Substanser, men «Subsistenser». Al Væren er jo Virken, Funktion, og til syvende og sidst Funktion af Guddommen. Deri ligger Garantien for, at den hele Verdensudvikling til sidst vil ende i Harmoni. Paa Grund af Elementernes relative Selvstændighed vil Vejen imidlertid ikke altid blive ganske retlinet, og da den hele Udvikling er at forstaa som en reel Proces i Tiden, vil den altsaa i ethvert givet Øjeblik være uafsluttet. Vi finde derfor alle Vegne i Verden noget «sporadisk», spredt, ufuldkomment; i den ydre Natur, i Menneskesindet, i Staten, i Samfundet. Mangfoldigheden er endnu ikke samlet til Enhed. De simpleste Organisationer ere de mekaniske, hvorved f. Ex. et Solsystem danner sig af en Urtaage; dernæst de kemiske, hvorved de sammensatte Stoffer dannes af de enkelte. De første Organismer ere sikkert opstaaede ved en generatio spontanea, og Mennesket er sikkert fremkommet som sidste Led af en Række Dyreformer. De mere sammensatte Dannelser ere imidlertid mere end direkte Resultater af de simplere, i det det alvirkende lader en ny Fylde træde til ved enhver saadan Sammenslutning, saa at en højere Funktion dannes. Saaledes er f. Ex. Sjælen en Funktion af det alvirksomme og ikke af det legemlige. En højere Funktion er atter det selvbevidste, selvbestemmende Jeg. Disse højere Subsistenser eller Væsener have indre Uudtømmelighed og «kunne gaa ud over deres bestemte Maadehold», hvorved Udviklingen kan forsinkes, og Livets Kamp opstaar. Men i det saadanne Frihedsvæsener, som endog kunne vinde Udødelighed, virke med, faar Udviklingen sin dybeste Betydning. Det er Guddommen, der udformer sig «sit Rige».

En Overgang fra disse metafysiske Betragtninger til hans empiriske Psykologi finde vi i den store Bog «Forholdet mellem Sjæl og Legeme», hvori han bl. a. har givet sin Løsning af det saa stærkt omstridte Spørgsmaal angaaende Samspillet mellem Sjæl og Legeme. Ogsaa her har han sit eget Standpunkt. En virkelig Vexelvirkning mellem legemligt og sjæleligt finder han ingen Grund til at tvivle om; kun naar man selv i Forvejen bestemmer de to Led som dualistisk modsatte, opstaar Vanskeligheden. Derimod maa man lægge Mærke til, at naar Omverdenen paavirker os, reagerer Sjælen i Overensstemmelse med sin egen Natur. Naar vore Forestillinger alligevel svare til Omverdenen, maa dette derfor skyldes en Art harmonia præstabilita hidrørende fra Tilværelsens Enhed. Og da end videre Livet i Organismen kun er ét, eller da det er den ene og samme Sjæl, der forestaar saa vel de organiske som de bevidste Processer, saa maa disse Processer ogsaa fremkaldes sammen. Beslutter jeg f. Ex. at løfte min Arm, saa er det ikke selve Tanken eller Beslutningen, der løfter den; men i det Sjælen fatter Beslutningen, sætter den ogsaa Nervelivet i Virksomhed paa bestemt Maade. At netop Beslutningen derved udføres, skyldes atter en harmonia præstabilita mellem Nerveaktion og Forestillingsaktion. – Man vil her finde Momenter baade fra Malebranche, Spinoza, Leibniz og flere; men Læren som Helhed er, som S. siger, hans egen.

Alt dette er ganske vist «Metafysik». Men sammenligner man det med den samtidige tyske, vil man finde det baade ualmindelig sundt og særdeles besindigt. Den hele Verdensanskuelse ligner i ikke faa Henseender senere Filosofers som f. Ex. Brøchners og Lotzes. Ejendommelig for S. og saa nøje stemmende med hans Grundsynspunkt er dog den karakteristiske Lære om «det sporadiske» og den hele konkrete Udvikling. Han har dermed givet det historiske, Livet, «Existensen», en Betydning, som i Almindelighed er fornægtet i de store filosofiske Systemer.

Ogsaa paa den empiriske Psykologis Omraade har han fastholdt sit Synspunkt, og det har her fremkaldt en Mangfoldighed af fortræffelige Enkeltheder, som endnu bevare deres Værd. Særlig det hele Følelsesomraade, det pathologiske, er her fremstillet konkret og indgaaende.

I det lille efterladte Skrift om Moralen finde vi Forfatteren nærmest som Velfærdsmoralist. Da Mennesket som Frihedsvæsen til en vis Grad kan unddrage sig Naturnødvendigheden, medens det dog ikke kan være Meningen, at det skal forstyrre eller bryde Verdensordenen, saa opstaar der et «Du bør!», der kræver et «Jeg vil!» efter sig. Friheden bestemmer S. som «det, der gjør, at man kan sige til sig selv: Du kan, hvad du bør!», eller som «det, der gjør, at visse Paavirkninger og Overvejelser kunne blive tilstrækkelige Aarsager». Ansvar og Tilregnelighed forudsætte, at Mennesket i det givne Tilfælde kunde have handlet anderledes, end det skete. Friheden er en «Selvkunnen». Det onde skriver sig fra det sporadiske, det ufærdige i Udviklingen, der kan føre Individet til at ville paa for snæver (egoistisk) en Maade, i det det ikke tilstrækkelig føler sig som Moment i Helheden. Thi Kravet er: Bliv saa fuldkommen som muligt som Led i Helheden, virk med paa Udformningen af «Guds Rige»! Vær retfærdig og kjærlig! Vær glad! saa udbreder du Glæde rundt omkring dig! S. er dog ikke Optimist i den umiddelbare Forstand, at han tror alt herligt og i Orden allerede. Den forløbne Udvikling har snarere endnu blot skabt et Undertrykkelsens Rige; vi ere endnu blot i «Drenge- og Tøsealderen».

Og én af Hovedgrundene hertil finder S. i den uheldige Retning, den religiøse Udvikling har taget. Med de fleste i Samtiden er han enig om at forkaste den flade, tørre Forstandsreligion, der beherskede Aarhundredets Begyndelse. Men i sin Reformation gaar han en ganske anden Vej end Flertallet. Medens dette først og fremmest søger Frelsen i en omhyggelig Tilbagevenden til Dogmerne, en minutiøs Rettroenhed, saa positiv som muligt, bliver S. mere og mere betænkelig ved dette Grundlag, der staar for ham som et uheldigt og forstyrrende fremmed, man skyder ind mellem sig selv og Guddommen til Sinkelse og Hemmelse for den virkelige, aktive Religiøsitet: Fortrøstningen og Næstekjærligheden. «Alt Aanden tiltalende, alt sjælefødende, alt sin Kraft fra Aandens indre Samstemning hentende i Kristendommen er for mig ganske det, det var», siger han. «Kun det, som skulde hente sin Gyldighed fra Positiviteten, respekterede jeg den Gang som et givet . . . Denne Afhængighed vil jeg nu slet ikke mere indrømme nogen Gyldighed.» Han skjelner med andre Ord i Kristendommen mellem det religiøse og det blot filosofiske; dette sidste er i mange Maader uheldigt og har kun gjort ubetalelig ondt i Verden. Reformationen var kun en Halvhed. At bygge sin Religion over en Bog alene gaar aldeles ikke an. Bibelen indeholder saa mange Modsigelser, halve Tanker, ja stødende Lærdomme, at den maa kontrolleres af Samvittigheden, og hvor meget maa da ikke lægges til Side som blot forstyrrende eller forkastes som uethisk! Man tager alt det opløftende fra Jesu Liv og Virksomhed ved at gjøre ham til en Gud. Hvilken religiøs Værdi har vel den uklare Treenighedslære? Hvor stødende er ikke Læren om en evig Fordømmelse! Hvor ivrig kan man ikke hænge ved alle disse Dogmer uden at have Spor af kristeligt Sind, og hvor frodig kan ikke den kristelige Kjærlighed røre sig, uden at man har mindste Interesse for disse Lærdomme, der kun have udsaaet Hovmod, Had og Tvedragt i Verden! Lad enhver derfor forme sig, hvilke Dogmer han vil; men lad os fastholde, at «den frie Gudhengivenheds Sindelag» er det eneste afgjørende og væsentlige!

S. udtalte disse Tanker først i de 3 Universitetsprogrammer 1846, 47 og 49 og senere i sin Moralfilosofi og i Meddelelserne fra 2135. Han vandt næppe strax mange Tilhængere; Strømmen i modsat Retning var for stærk, og hans Fremstillingsform var for lidet stilistisk, for rolig og lidenskabsløs til at kunne vende Strømme. Heller ikke med sine sociale og politiske Anskuelser formaaede han at trænge igjennem. Ogsaa her havde han sit særegne Standpunkt, som han dels forfægtede i en Mængde Smaaafhandlinger fra Fyrrerne og senere og dels fremstillede i yderste Konsekvens i det nys nævnte efterladte Skrift, der i hans Produktion staar som en Slags Parallel til Platos Stat. Ogsaa her var dog Strømmen for stærk og S. alt for lidt af en Partigænger eller Døgnpolitiker til at kunne haandtere de rette Vaaben.

Men har han ikke paa denne Maade grebet direkte ind i vor Aandsudvikling, saa har han gjort det i saa meget desto højere Grad ved sin mangeaarige Virksomhed som Lærer og Ven for den studerende Ungdom. Om hvor afholdt og elsket han var som Universitetslærer, har hans Samtid efterladt sig de talrigste Vidnesbyrd, der alle kun gaa i én Retning, og enhver, der kom i nærmere personlig Berøring med ham, satte ham om muligt endnu højere. Han var paa Filosofiens Omraade den unge begyndende, endnu rationelle Romantik: sund, jævn, livsfrisk og naiv som Oehlenschläger. Han manglede paa sit Omraade dennes fuldendte vindende Form. Men bag det stundum kantede Udtryk skimtes bestandig den elskelige, ædle, varmtfølende Personlighed, og der var sikkert rammende Sandhed i Ordene, naar det i en Sang ved hans Jubilæum lød: «Du selv er mer end alle dine Bøger».

Erslew, Forf. Lex. P. L. Møller, Dansk Pantheon XXXVI. Borchsenius, Fra Fyrrerne. Høffding, Mindre Arbejder.