I Julens Tid, just da det vintergrønne,
Det lille Grantræ stod for Lotte smukt,
Og tyded helligt paa det barnligt skiønne
Med lette Guldblad og forsølvet Frugt,
Ved Kierligheds Trophæ, ved Uskylds Alter
Besøgte mig Din Juan og Din Walter.
Og for min Phantasie jeg saae det samme,
Det selsomt smykte Træ ved Pindus staae,
Med spæd, men med en rank og lige Stamme;
Med vintergrønne Krone mod det Blaae.
Ei stærke Farver, Frugter end jeg skued;
Phantastisk Sølv og Guld i Natten lued.
Og vidned om en Aand, som let kan stige,
Liig Fuglen, ved det spædeste Forsøg,
Og tabe sig i Phantasiens Rige,
Og mildt forbinde Kierlighed med Spøg;
Hvem Øieblikkets Dunst ei kan forhindre,
At flagre did, hvor lyse Stierner tindre.
Den er til Konstner og til Digter baaren,
Som følger tro Naturen og dens Røst,
Som tidlig skienker Haabets Grønt i Vaaren,
I Somren Blomster, saftig Frugt i Høst.
Den unge Viismand og den gamle Sværmer
Sig aldrig Helligdommens Tempel nærmer.
Med Barnligheden sig vort Liv indvier;
Konst kiender ei Uskyldighedens Tab.
Begynder han med lette Phantasier,
Og svinger sig til kraftig Lidenskab —
Selv maa dog Digteren bestandig være
Ei Barn — men holde Barnlighed i Ære.
Thi for den Evige sig Alt opløser,
Hist oppe, som en munter Børneleg.
En Bæk for ham er Fossen, naar den øser,
En liden Busk den stærke Kæmpeeg,
Og Krigerne, som bringe Død og Fare,
En sværmende balstyrig Drengeskare.
Du har begyndt, som sig en Yngling sømmer:
Barok og vild og busket var din Krands.
Endnu din Aand om Dværg og Kæmpe drømmer;
Snart aabner ogsaa sig den dybe Sands.
Da ved din Harpe blussende du tyder
Huld Elskov, Lidenskab og sieldne Dyder.
Som i en magisk underfuld Laterne
Vil da de luende forgyldte Smaa
Udvikle sig, og hisset i det Fierne
Som store, tragisk ædle Skygger staae.
Husk da, naar Dig Gudinden Krandse fletter,
Den, som alt sang de smaa Marionetter!
Adam Oehlenschläger.