Med Mindets veemodblandte, søde Lyst
Sig Pilegrimmen paa sin Valfart vender;
I Aftnens Guld staaer elskte Fædrekyst,
I Østen Land, hans Anelse kun kiender.
Hans Vandring stræber mod den store Grav;
Dog — førend Solen slukker sine Luer,
I Tankens Blik han Faderhiemmet skuer
Og al den Salighed, det huldt ham gav.
Glemt er da steenrig Vei, han vandred over,
Glemt bratte Dyb, han kun med Nød undgaaer;
Hvert Minde om betraadte Torne sover,
Kun Mindets Rose i hans Siel opstaaer.
Han øiner meer ei Tiørnen i det Fierne;
Han mindefuld dens skiønne Blomst kun seer;
Den sødt og huldt og venligt til ham leer,
Som sneehvid Lilies sølverblanke Stierne.
— Saa lad mig, ædle Folk! i denne Stund
Taknemlig kalde i min Aand tilbage
Hver Fryd, jeg nød her i din Musa-Lund
I trende Lustrers nu henrundne Dage! —
Som Yngling tyede jeg til dette Sted,
Skiøndt ei jeg reent afsvor Pallas-Athene;
Jeg kneled, Danmark! for din Melpomene,
Og huldrig saae Du paa mit Offer ned.
Men Pilegrimmen paa sin Valfart kaster
Sit Blik og did, hvor kun en Udvalgt naar,
Og frydeligt og freidigt did op haster,
Hvor Maalet høit i Haabets Blaanen staaer.
— Saaledes, ædle Danske! seer mig hige
Og stræbe op ad mine Mest’res Vei! —
Jeg seer hvor høit de staae — jeg naar dem ei;
Dog dale skal jeg ei, om end ei stige!
Og nu min dybe Tak, du ædle Kreds!
Dit Bifald aabned frygtsom Ynglings Læbe;
Vil Du mig see som Mand mod Maalet stræbe
Og med min Streben være huldt tilfreds;
Da fremad skuer jeg med Haab og Mod,
Da seer jeg fro, taknemlig stolt tilbage,
Og signer gladest den blandt mine Dage,
Da første Gang jeg for dit Aasyn stod!
P. Foersom.