Den gamle Mand i Venedig
Romance.
Romance.
Klart luer Solen i Aftensky,
Og tyst det er i Venedigs By;
Smaabølger rulle i stille Havn,
Mens Sømanden sidder paa Skibets Stavn,
Og tænker paa Ro efter Havsens Nød,
I Livets Søgang paa salig Død.
Da spiller Solen paa gulen Sand,
Og farver selsomt en gammel Mand,
Der stirrer ned paa de Bølger smaa,
Som om deres Skvulpen han kan forstaae,
Som hvad han misted, de med sig bar,
Og paa hans Taarer de gav ham Svar.
„I har jo bølget paa fierne Skier,
„Saae I da ikke min Datter der?
„I har jo rullet om fierne Land,
„Saae I da ikke den fremmede Mand?
„I har dog sagtelig vugget dem,
„Da bort de iilte fra mig og Hiem.
„Flyv du, Smaasnekke! med hvide Fiær
„Hen i det Fierne; jeg kan ei meer;
„Og seer du en Datter med sorgfuld Hu
„At mindes sin Fader med Anger og Gru;
„Da sige du hende, hvad her du saae:
„Han græder for dig, og han er saa graa!
„Klart mindes jeg, paa Johannis Dag
„En fremmed Yngling kom til mit Tag;
„Han eiede intet; jeg gav ham Alt,
„Og henrykt Graad fra hans Øie faldt.
„Nu fælder og jeg en Taare hed,
„Thi bort han gik, tog min Datter med.
„Hvorhen de flygtede, veed jeg ei,
„Kun Himlens Herre seer deres Vei;
„Mit Blik er dunkelt, min Gang er svag,
„Mod Natten helder min Levedag;
„Jeg vandred ellers langt fra mit Hiem,
„Tilgav dem Alt, for at døe hos dem.“
Saa klager den Gamle ved Havets Bred,
Naar Aftensol gaaer i Bølgen ned,
I aarle Morgen, i silde Qvel
Man seer ham ene kun med sig selv;
Og selv i Nattens den kolde Vind
Han stirrer mod Søen ved Stiernens Skin.
Men Snekkerne komme og Snekkerne gaae,
Og Sommeren svinder fra Himlens Blaa;
Alt bruse Stormenes vilde Hær;
I Høsten guulnes de grønne Træer;
Og selv i Venedigs stille Havn
Optaarnes Bølger mod Skibets Stavn.
Da seer man ei mere paa hviden Strand
Som fordumstider den gamle Mand;
Kun Sømænd melde: i dyben Sø
Vi hørte ham sukke: „min tabte Mø!“
Om Bølgen ham tog, om han styrted sig selv —
Det veed kun Himlen. Fred med hans Siel!
S. Meisling.