Stiernehæren blinker
Fra det dunkle Blaa;
Og fra Jorden vinker
Os, som Engle smaa;
Mens fra Himlens Bue
Maanen stirrer ned;
Og med Veemods-Lue
Dysser os i Fred.
Alt er Dagens Konning
Siunken i sin Glands
Ned fra Nattens Dronning,
Med sin Stiernekrands;
Han er Lysets Kilde,
Skaber Liv og Lyst;
Hun er from og stille,
Skienker Ro og Trøst.
Som en Moder dækker
Ømt sit spæde Noer,
Glemsels Slør hun trækker
Over Hav og Jord;
Derfor Qval og Kummer,
Som i Hiertet boe,
Vugger hun i Slummer,
I Naturens Ro.
Alt fra ældre Tide
Tvende Genier
Staae ved hendes Side,
Med en Fakkel hver;
Klart den Enes brænder,
Opreist, lys og stor;
Men den Andens vender
Udslukt ned mod Jord.
Om den Første dandse
Mange Aander smaa,
Hver med sine Krandse
Røde, hvide, blaae;
Men den Anden stille,
Sorgfuld, staaer forladt,
Og hans Taarer trille
I den dunkle Nat.
Det er Søvnens Broder;
Selv han hedder Død;
Natten deres Moder,
Har dem begge fød;
Thi hos Søvnen brænder
Livets Fakkel klar;
Ak! men Ingen tænder
Den, som Døden har.
Og hvo kiender ikke
Hine Væsner smaa,
Med de lyse Blikke,
Som hos Søvnen staae?
Udi natlig Hvile
Tit I selv dem seer,
Naar de venligt smile;
Det er Drømme-Feer.
Søvngud! om vort Leie
Med din Fakkel staae!
Svæv om vore Veie,
Hulde Drømme smaa!
At naar Livets Lue
Meer ei flamme kan,
Vi ved Døden skue
Maae et bedre Land.
Der hvor Hiertet finde
Skal sin tabte Ro;
Hvor ei Taarer rinde,
Ingen Torne groe;
Hvor til Jordens Tue,
Med dens Sorg og Nød,
Freidigt vi skal skue
Frie for Grav og Død.
Stiernehæren blinker
Fra det dunkle Blaa,
Og fra Jorden vinker
Os, som Engle smaa.
Mens fra Himlens Bue
Maanen smiler ned,
Og med Veemodslue
Dysser Alt i Fred.
S. Meisling.