I Nordens Hegn, blandt Kodans Vande,
Hvis Bølgeslag paa Bredden døe,
Og sig med baltisk Bølge blande,
Du smiler, Herthas grønne Ø!
Du mangt et Tryllested mon dølge,
I Nord og Syd, i Vest og Øst;
Dog fremfor Alle Lovsang følge
Dig, Sora! Kilden til min Lyst.
Hvor mangen udi dine Arme
Har glemt sin Banes tunge Fied,
Har tyet hid fra Stadens Larme,
Gienfundet Barndomsvaarens Fred?
Du ham medlidende har trøstet
For hver Miskiendelse og Svig,
Hos dig han tabte Glæder høsted,
Og takkende han signer dig.
Vel dine fordums Herligheder
I pragtfuld, majestætisk Hal
Ei Efterslægten meer opleder;
Dit Navn dog evig vare skal.
Du giemmer under hine Stene,
I fromme Brødres stille Bo,
Saamangen Ædlings dyre Bene,
Der smuldre her i Gravens Ro.
O Absalon! din Aand omsvæver
End dette stille Glædeshiem,
End ofte sig din Skygge hæver
Fra Graven mod din Bolig frem.
Guds Tempel nylig du har værnet
Mod Luehvirvlens Vold og Knuus,
Og Soras Engel Flammen fierned
Derfra, da Klostret sank i Gruus.
Og Viddets Genius end dvæler
Her ved sin Holbergs Marmorgrav;
Livfuld hans Aand sit Værk besieler,
Skiøndt længst er brudt hans Vandringsstav.
Thalia glad veemodig skuer
Paa Klostrets sørgende Ruin;
Thi hine vilde, gridske Luer
Til Holbergs Støv ei trængte ind.
Klyng venligt, Lund! de grønne Grene
Op til den hvide, blege Muur!
Tril, Vove, sagte, klare, rene,
Mod huldt fortryllende Natur!
Giem, Skov, i dine lune Skygger,
Som Bierget giemmer kostbart Guld,
Det Sted, hvor Soras Fugle bygger
I Uskylds Bolig, stille, huld.
Lad aldrig see de grønne Høie
For den, som kold forbi dig gaaer;
Unddrag dig hvert vanhelligt Øie,
Der ubedugget hos dig staaer;
Hvælv ikkun, Bøg! din tætte Krone
For den, der i det grønne Hegn
Sig føler nær Naturens Throne
I denne stille Edens Egn.
Lad, Aftenrøde! dine Straaler
Sig sænke over Soras Vand;
Natur! udtøm de gyldne Skaaler
End stedse paa den grønne Strand;
Spil stedse, elskte, fulde Maane!
Paa Bølgen med et rødligt Skier;
Du, Himmel, lad ei Skyen graane
Mens Luna paa din Bue er.
I trylled mig, I blide Egne,
Da hen i Bølgens mørke Favn
Jeg Aftnens Roser saae at blegne —
Nu har jeg kun det dybe Savn.
Men, Flora! reis din Blomsterthrone
Paa ny hos Sora næste Vaar!
Lad grønnes, dunkle Bøg, din Krone!
I Phantasie jeg hos dig gaaer.
Og naar da Nattergalens Sukke
I næste Mai gienlyde der,
Naar Vandets sagte, blide Klukke
„O vær velkommen!“ sige hver;
Hvis da med Englefied omvanke
Du seer min evig elskte Mø:
Fortæl da hende, at min Tanke,
Er stedse ved din Bred, o Sø!
H. L. Bernhoft.