Blid var Aftnen svunden,
Taus Naturen hvilte,
Ingen Stierne smiilte,
Mørk og stum var Lunden.
Tause gik vi ved hinandens Side,
Alfer svæved om os liliehvide.
Med sin dunkle Vove
Kilden sagte risled;
Aftenvinden hvisled:
”Mark og Eng nu sove!”
Natten svæved med sin Skumringstaage
Over Jordens lukte Øienlaage.
I de friske Enge,
Som med Perler klare
Tæt bestrøede vare,
Vandrede vi længe.
Mig hun syntes over Engen, svæve,
Lyset liig, vi see paa Bølgen bæve.
Frem hun gik saa rolig,
Himlens rene Datter,
Ord det ikke fatter
Hvor hun var fortrolig;
Hvad af Hiertet søgte at fremstræbe
Kom dog ikke over bange Læbe.
Nu steg af Ægirs vaade Skiød
Fuldmaanens Skive luerød,
Dens Glands mod Havet venligt daled,
Og selsomt broget Engen maled;
Og i dens Straale sølverhvid
Hun stod som Himlens Engle blid.
Da syntes mig som Nat var reent forsvunden,
Et nyt og herligt Liv omstraaled Lunden;
Paa Firmamentets høie Tempelbue
Sig tændte Evighedens Stiernelue;
Og fra de grønne, maanelyse Kroner
Lød Nattergalens fulde Elskovstoner.
Jeg sank for hendes Fod, mod Himlens Høie,
Hvor Freias blide, taaremilde Lue
Lod Sølvet glimre paa den mørke Bue
Sig løftede mit Blik — Jeg saae i hendes Øie
En himmelsk Perle — til mit Hierte
fra klare Blaa, hvor rene Straaler spilled,
Den i sin Sølverglands nedtrilled,
Og iæged sødt min dybe Smerte.
Jeg følte vore Siæle sammensvæve,
Usynlig Kraft mod Stierner dem at hæve.
Ei veed jeg siden hvad af mig er vorden;
Var jeg i Himlen eller her paa Jorden?
Var jeg lysvaagen, eller var det Drømme
Der lod i Salighedens Hav mig svømme?