Sang
for
for
det dramatisk-litteraire Selskab
det dramatisk-litteraire Selskab
ved
ved
Indvielsen af dets nye Sal.
Indvielsen af dets nye Sal.
Alt længe man enig om Lignelsen blev:
Europa var liig et Theater,
Hvor Skiebnen sin Tragi-Comoedie skrev
For Romer, Germaner og Tater.
Alle Ting er der
Ligesaa som her:
Jøde, Tyrk og Christ,
Daarlighed og List,
Hyrde, Borger, Drot,
Hytte, Huus og Slot.
Dog lever man mere beqvemmelig godt
I smaa, end i uhyre Stater.
Vi saae, skiøndt det smukt i Aviserne lod,
At de kun Naturen bedaare,
Som male de store Coulisser med Blod
Og udspæde Blodet med Taare.
Haabets stolte Grønt,
Skiøndt det lod saa kiønt
Naar det Dagen saae,
Blev et blegligt Blaa;
Hvad i Øiet stak,
Var en Farveklak!
Da kosted det mangt et Vee og et Ak,
For andre Coulisser at kaare!
Uhyre Theater! hvor Konstneren døer
Saasnart han har prøvet sin Styrke!
Hvor Trældom er Rollen, og Listen Soufleur,
Og Tæppet er Gravenes Mørke!
Her vi Alt kan faae!
Døde vi opstaae,
Naar fra Sky Merkur
Livner vor Natur.
Ved hans Tryllestav
Stige vi fra Grav,
Og takke vor Wessel, fordi han saa brav
Lod her os Bedrøvelsen dyrke.
Men ogsaa Comoedier spille vi her,
Hvi skulde vi ene forstumme?
Intrigen vi have fortrinligen kiær,
Og glæder os over det Dumme!
Hvorfor skulde vi
Ene være frie?
Skade giør det ei;
Tvertimod, o nei,
Naar vi Narren see
Hierteligt vi lee,
Det turde vi ikke derude, maaskee!
Da vilde vist Maskerne brumme!
Kun to Ting os mangled, for ret til Behag
At giøre de Hierter saa glade;
Som hiin Palnatoke, der stifted vort Lag
Ei vilde vort Jomsborg tillade:
Qvinder fremfor alt:
Nei det var for galt!
Mænd kun her vi saae
Før med Skiørter paa!
Ynglinger saa rart
Uden Bakkenbart.
Den Skik blev forandret, den skød med en Fart,
Thi Mandfolk med Skiørter vi hade!
Nu pryde de Skiønne vor jævnlige Fest,
Til Smiil sig forædler vor Latter.
Hvor Skiønheden throner, er Gratien Giæst,
Og Smagen er Gratiens Datter.
Konstens ædle Søn!
For det hulde Kiøn
Tag Pokal i Haand!
Syng med henrykt Aand,
Drik ved Altrets Baal
Alle Huldes Skaal,
Som virke med os til det herlige Maal,
Hvis Billed Naturen omfatter!
Men hvor der er Frugter, der voxe de maa;
Ei qvæles af fængslende Stene;
Ei Træet slaaer Rod i en indskrænket Vraa,
Da krummes de frodige Grene.
Fængselmuren svandt,
Her vi Haven fandt!
Rum vi nu har nok
For vor Blomsterflok,
Her kan Lauren groe,
Her vi Krandsen snoe,
Og smykke vor Sal for de hellige To:
Thalia med samt Melpomene!
A. Oehlenschläger.