Den første Januar 1817
(Skrevet i Hamburg.)
(Skrevet i Hamburg.)
Atter stiger Nytaarsmorgen
Ung af Evighedens Skiød,
Himmelblaalig, purpurrød.
Skumle Gubbe gaaer med Sorgen.
I sin Sky December har
Hyllet sig, og Flugten tager.
I sit Pandser, paa sin Ager
Staaer den unge Januar.
Bringer Lys og Mod og Trøst;
Qvæger med sin friske Kulde
Alle Hierter, haabefulde;
Synger med sin stærke Røst.
Breder ud sin Dug af Snee
Over alle Jordens Kanter,
Riigt besat med Diamanter,
Saare lystelig at see.
Huldt den matte Vintersol
Føler sig af Sneen styrket,
Finder sig af Jorden dyrket
I den hvide Offerkiol.
Med fordobblet Glands den slaaer
Straalen fra den rene Farve,
Under hvis uhyre Larve
Slumrer Sommerfuglen: Vaar!
Men hvi er min Kummer stor,
Nu da Glædens Klokker ringe?
Nu da Frostens Svanevinge
Dækker Dødens sorte Jord?
Altid har dog Nytaars Kuld
Livnet før og hævet Tanken
Moderligt, som Vedbendranken
Hæves af sin Egebul.
Husker I dengang jeg sang
Hjemmets Savn, ved Saales Strande,
Mens de gule Skyllevande,
Harper liig, til Stemmen klang?
Inderligt jeg længtes der;
Skulde jeg da ikke græde,
Nu, da Livets bedste Glæde
Svinder i et Fremtidskiær?
Mine Børn! Hiertelskte Tre!
Gode Gud! skal jeg dem trykke
Til mit Bryst, med Faderlykke?
Ja! jeg skal dem atter see.
Elskte Moder, græm dig ei!
Fader kommer vist tilbage,
Som en Ørn til kiære Mage,
Fra den lange Fieldevei.
Lad ham flyve som en Ørn!
Strække sine raske Vinger.
Sikkert de ham atter bringer
Til sin Viv, til sine Børn.
Som en Due fra min Ark
Iler jeg fra Syndflodhavet;
Bringer med mig Oliebladet,
Boret af en fremmed Bark.
Som en Maage vil jeg ned
Nu i Tidens Vover dukke;
Jeg vil ikke sørge, sukke,
Reisen har et ærligt Meed,
Samle vil jeg Blomster kiæk,
Langs ad Seine, Donau, Trave;
Plante dem i egen Have,
Fundne ved en fremmed Hæk.
Saa Farvel, hvad hist er Mit!
Kiære stille Dagligstue,
Hvor ved Arnens muntre Lue
Venskab fandt et Alter tit.
Ei tilbage nu, men frem!
Jeg maa nyde Reisens Frugter.
Ak, den er jo dog, i Bugter
Kun en Omvei til mit Hiem!
A. Oehlenschläger.