Det natlige Syn
Helliget
Helliget
Hendes Højhed
Hendes Højhed
Prindsesse Caroline Amalie
Prindsesse Caroline Amalie
d. 1 Januari 1817.
d. 1 Januari 1817.
Den slog saa varslende, den Midnatsstund;
Et Aar blev født; et Aar sank hen og døde;
Det var, som lød i Søvnens stille Blund,
En Fødsels- og en Gravsang mig imøde.
Jeg vaagnede ved Klokkens tolvte Slag,
Og hørte det endnu i Øret klinge;
Og tænkte mig, hvad Aarets første Dag
Vel Jorden for en Hilsen vilde bringe.
Jeg tænkte mig, hvor Mangen glad og fro
Mod Morgensolens Straale vilde smile;
Hvor Mangen græde, uden Trøst og Roe;
Hvor Mangen synke ned til varig Hvile.
Og stille Veemod fyldte nu mit Sind;
Jeg blev saa tung, saa underlig i Tanke;
Mig syntes, som med selsomsagte Trin
Jeg hørte det omkring mit Leje vanke.
Og see! jeg sank — jeg veed ej selv hvorhen —
En stille Gysen zittred i mit Hjerte;
Dog var den blid, som Hilsen fra en Ven,
Der kom, uventet, for at lindre Smerte.
Mig tyktes, at jeg vandrede en Vei
I Foraarsskjønhed udbredt for mit Øje;
Var det en Drøm — den kom fra Jorden ej;
Nei! slige Drømme sendes fra det Høje;
Jeg nærmed mig en paradisisk Egn —
Halv fremmed, halv bekjendt, den ad mig vinkte —
Jeg stod ved Foden af dens Blomsterhegn,
Og underfuld en Straale mod mig blinkte.
Dens Lys var ei, som Solens, brændende;
Men lifligt, som den unge Morgenrøde;
Saa qvæget blev mit Blik ved den at see,
Og trindt omkring fornam jeg Toner søde.
Da svævede et Væsen til mig ned,
Henrykkende, livsaligt at beskue;
Saa lysende i stille Herlighed,
Som Stjernen hist paa Himlens høje Bue.
Hvid var, som Perlens Snee, den rene Dragt,
Hvori den Hulde saaes til Jorden stige;
Men til dens lyse, underfulde Pragt,
Har Støvet intet Navn, og ingen Lige.
Hver Sindets Storm forsvandt ved hendes Blik,
Og reen og høj og ædel blev hver Tanke;
Ved hvert et Skridt, hvor Himlens Datter gik,
Sig Lilierne saaes om hende sanke;
„O hil Dig, Uskylds Engel!” lød min Røst,
„Velkommen du, som Jorden vil velsigne!
Bliv evig her, at læge Hjertets Brøst,
Og byd dem dig, du Himmelske! at ligne!”
„Nei! o nej! i Jordens dunkle Skygge,
Fandt jeg intet varigt Opholdssted;
Hvor saa tidt de vilde Lyster bygge,
Der jeg ikke herske kan i Fred —
Nej! i Støvet har jeg ikke hjemme;
Engle kalde mig med Himmelstemme.
Dog — en hellig Straale ned jeg sender,
Dødelige! til det lave Muld;
Held det Hjerte, hvor den stadig brænder!
Held, hvo mig er evig troe og huld!
Moderlig min Yndling jeg bevarer,
Leder den forbi de skjulte Snarer.
Men, hvis Du mit Billede vil kjende,
Troe, som tegnet af min egen Haand;
Løft ærbødig da dit Blik til Hende,
Som du skuer, lig en venlig Aand;
Hende, hvem i Livets favre Alder
Jeg omfavner ømt, og Søster kalder.”
Saa talt, hun i et yndigt Purpurskjer
Sig skjulte nu, og vendte mod det Høje;
Og længselsfuld og ene stod jeg der,
Og sænkte taus til Jorden ned mit Øje.
Dog brat fornam jeg milde Vingeslag,
Som Klang fra Æolsharpens rørte Strænge;
Og dobbelt venlig loe den unge Dag,
Og Blomster dufted dobbelt sødt i Enge.
Og atter steg en Himlens Datter ned,
Saa blid, saa skjøn, saa rig paa navnløs Ynde;
I hendes Øje smilede den Fred,
Som hendes Læbe vilde milde forkynde.
Hist blev saa rolig, den oprørte Barm,
Og brat sig lagde Vredens vilde Bølge;
Her Venskab gik ved Kjerlighedens Arm
Og Dyd og Glæde gik i begges Følge.
„Ak! Fromheds hulde Engel! det er Dig!”
Udbrød jeg henrykt, fuld af salig Glæde;
„Velkommen fra dit blide Himmerig,
At trøste os, som her i Støvet græde!
Bliv hos os, Himmelske! thi Jordens Saar,
Som Vold og Ondskab slog, saa bittert smerte;
Kun Du kan læge dem; kun Du formaa’r,
At gyde Balsom i det knuste Hjerte.”
„Nej! min stille Bolig
Her jeg ikke rolig
Bygge kan hos Dig;
Ak! thi trindt paa Jorden,
Er jo Storm og Torden,
Er jo Suk og Skrig,
Dog — at stille Klage,
Mildne Nød og Plage
Bød mig Godheds Gud;
Og ved mine Hænder
Hun til Støvet sender
Hjelp og Lindring ud;
Mangen en som vanker
Under mørke Tanker,
Livets Bane hen,
Og med vaade Øje
Stirrer mod det Høje,
Hilser jeg min Ven.
Men, blandt hine Sjæle,
Som herneden dvæle,
Og mig have kjær,
Een især jeg ærer;
Een mit Billed bærer;
Een min Søster er.
Himmelbyrd og Ynde
Kappes, at forkynde
Hendes Værd for dig;
Vend dit Blik til Hende;
Hun er god at kjende;
Thi Hun ligner mig.”
Med disse Ord den Straalende forsvandt;
En selsom Aftenskumring sig udbredte;
Jeg Paradiset tomt og øde fandt,
Og om det skjønne Syn forgjæves ledte.
Dog atter hist paa Østens Himmel steg
En nye og skjøn og herlig Morgenrøde;
Det tunge, kolde Mulm igjen bortveeg,
Og milde Straaler over alt frembrøde.
Og, lig en Seraf, med forklaret Blik,
Med Træk, som kun de Himmelske kan tegne,
Endnu en Huldgudinde skjøn fremgik
Fra hine Lysets hemmelige Egne.
Med hende fulgte blid og salig Trøst,
Og høje Anelser om hende svæved;
Og underligt, men sødt, ved hendes Røst
Det rørte Hjerte i sit Indre bæved.
„Ja, Haabets Engel! Dig det var, som kom
Herovenfra hvor evig Glæde troner;
O vælg Dig Jorden til en Helligdom!
Bland Jubel i dens dybe Klagetoner!
Naar Tvivl og Sorger tynge haardt vort Sind;
Naar Livet er en mørk, en selsom Gaade;
Naar mat, vi vanke vore bange Trin,
Og Ingen, ingen kan vor Kummer raade —
Naar Hjertet bløder af de tunge Slag,
Hvormed saa tidt det grusom Ondskab saarer;
Naar Nat indhyller Glædens lyse Dag
Og Øjet stirrer dunkelt gjennem Taarer;
O! ræk os, Himlens Datter! da din Haand,
Og hæv os over Jordens mørke Scener;
Did op, hvor Lyset straaler til vor Aand,
Og hvor den store Fader alt forener.”
„Jeg hører dig, du Støvets Søn;
Jeg mærker paa din rørte Bøn,
Jeg seer din stille Taare;
Jeg aldrig dig forglemme skal,
Naar Torne hist i Livets Dal,
Din trætte Fod vil saare.
Min blide Trøst, min hulde Fred
Jeg sende vil til Jorden ned,
Naar den er stedt i Fare;
Og naar den stundom vorder mørk,
Da skal den glædeløse Ørk
Mit Straaleglimt opklare.
Men selv jeg ikke tøve kan —
Mod Lysets høje Fædreland
Alt hæver sig min Vinge;
Paa Jorden kun jeg kaldes Haab:
Forklarelse er hist det Raab,
Som skal i Himlen klinge.
Her kan jeg ikkun pege did,
Hvorfor jeg signende kom hid;
Et Slør sig end udbreder;
Men hist jeg med min Moderhaand
Hver salig, from, forklaret Aand
Til Herrens Trone leder.
Dog — at du ei skal savne mig;
See Hende, som mig er saa lig;
Sku hendes lyse Øje!
Mit var det underfulde Blik,
Som, halvforklaret, fra det gik
Saa ofte mod det Høje.
Mit er, hvad saa uudsigelig
Til stille Andagt rører dig,
Som Tungen ei udtaler;
Hvad i det høje Aasyn staaer;
Hvad du at fatte ei formaaer;
Hvad ene Himlen maler.”
Og med et Smil den Hulde Afsked tog —
Et Smil som trængte saligt i mit Indre —
Til Himmelflugt hun atter Vingen slog;
Snart saae jeg hende som en Stjerne tindre.
Men see! med eet — som ved et Trylleslag,
Forvandlet blev den underfulde Scene;
Jeg saae en kort, en dunkel Vinterdag,
Og Marken hvid, og nøgne Skovens Grene.
Og dog jeg følte mig saa barnlig glad;
En hellig Lue i mit Hjerte brændte;
Jeg anede, jeg vidste selv ei hvad;
Men Egnen var mig atter grøn jeg kjendte.
Da kom et Væsen mig saa huldt imød,
Halvjordisk, halv, som de Udødelige —
Ved Støvet rørte vel den lette Fod;
Men Øjets Straale var fra Himmerige.
Og nærmere alt saae jeg til mig hen
De svundne Trendes Himmelsøster trine;
O held mig! glad jeg kjendte Engelen:
Dig var det, ædle, høje Caroline!
Jeg Uskyld skued i dit rene Blik,
Og Fromheds Præg i hver livsalig Ynde,
Og Haabets Glands, der fra dit Aasyn gik,
Som Himlens kaarne Datter, Dig forkynde.
Ja Uskylds, Fromheds, Haabets Engel! Dig
Min rørte Sang i Dag indviet være!
Skjønt svag den er, modtag den blidelig!
Thi Hjertets Stemme skal den til Dig bære.
Ja, lev iblandt os, lev som Jordens Pryd,
Huldsalige! Nyd Livets bedste Lykke!
Vær længe alle rene Hjerters Fryd,
Og alle Himmeldyders milde Smykke!
Lev for Din Christian, som en Fredens Aand,
Der hæver højt Hans ædle, skjønne Hjerte,
Der vandrer kjærlig med Ham Haand i Haand,
Og deler ømt hans Glæde som hans Smerte!
Lev, som en Hæder for dit hulde Kjøn,
Som Mønster for hver ædel, from Fyrstinde —
Som den, der selv endnu er himmelsk skjøn,
Naar hvide Lokker sig om Issen vinde!
Lev, for i Fred engang at bære dem!
Lev længe, for en elsket Kreds at fryde!
Gaae seent tilbage til dit rette Hjem;
Til hine Himmelsøstre, som dig ligne.
Maaske den alt er taus, Din Sangers Røst,
Naar atter Jubel her omkring dig lyder —
Maaske det da er koldt, det varme Bryst,
Som Tanken om dig nu saa salig fryder —
Maaske hans haandfuld Støv er sænket ned,
Hvor Graven højtidsfuld sin Fred udbreder —
Men Ædle! selv i Glædens Evighed,
Han henrykt for dit Held til Herren beder.
Gutfeld.