Frederik Carl Gutfeld (1761–1823)

Gutfeld, Frederik Carl, 1761—1823, Præst, er født 9. Okt. 1761 i Bevtoft i Haderslev Amt, hvor Faderen, Peter G. (f. 1727, † i Skjærbæk 1797), var Præst. Moderen, Christiane f. Chrystalsin († 1762), var en Datter af Provst Augustinus C. i Bevtoft. G. gik i Haderslev Skole og blev 1781 privat inskriberet ved Universitetet, hvor han tog theologisk Embedsexamen 1784. Han opholdt sig derefter nogle Aar hos Faderen, der var bleven forflyttet til Søllerød, indtil Hørsholm, der siden 1785 havde været Annex til Søllerød, 1790 blev gjort til et selvstændigt Embede, som han fik. Han var allerede den Gang, som alle begavede unge Mænd mellem hans samtidige, stærkt paavirket af de fra Frankrig udgaaede Ideer om en ny Guldalder, som Verden skulde opnaa, naar Oplysningens Sol kunde ret komme til at skinne paa den, og man mente den Gang endnu, at naar Præsterne blot forstode at prædike paa den rette Maade, saa de kunde gaa ind paa de nye Tanker, skulde de kunne lægge deres Sten med i den store Fremtidsbygning. G. lod, allerede medens han var i Hørsholm, adskilligt, især Taler, trykke; han skrev i «Tilskueren» imod «Spilleraseriet», og han omgikkes Rahbek, som paa sine Farter fra Kjøbenhavn til Fredensborg, hvor Rosings laa paa Landet, altid gik ind i Hørsholm for at faa «en aandelig Næsevarmer» hos «skjønttalende, underholdende, indgode G.», ligesom han ofte gik der ud om Søndagen for at høre ham prædike. I Aaret 1796 forflyttedes G. til Korsør og Taarnborg, hvor han levede i fortrolig Omgang med M. G. Birckner; dennes Død og Tabet af hans ældste Søn gjorde ham dog snart kjed af Korsør, og 1800 forflyttedes han til Asminderød og Grønholt, hvor han tillige 1807 blev Amtsprovst.

Paa sin rette Plads kom han dog først, da han 1811 blev Holmens Provst. Det var henimod Slutningen af den Tid, da den rationalistiske Prædiken i Kjøbenhavn endnu stod i sin Blomst og formaaede at fylde Kirkerne. Han virkede her ved Siden af H. G. Clausen, Pavels o. fl., men ingen af dem regnedes for hans Lige i Veltalenhed, og det kan ogsaa med rette siges, at faa Prædikanter have haft Ordet saaledes i deres Magt som han. Han forstod at lade Billeder og oratoriske Figurer falde som et Vandfald over Tilhørerne, og vi kunne ikke undre os over, at især Kvinderne flokkedes om hans Prædikestol. Men en saadan Prædikemaade er farlig, og G. undgik ikke at strande paa mange Skjær. Hans Theologi var den almindelige rationalistiske og havde lige saa tyndt et Indhold som denne i Almindelighed. I Ligtalen over sin Ven Birckner siger han om denne: «Opløftet over hine Fordomme, som Overtroen saa ofte udgav for Religion, fulgte han Jesu blide, fattelige Forskrifter uden at fordybe sig i mørke Grublerier om Ting, der ingen Indflydelse har paa Menneskets sande Held og sande Rolighed. Gud, Forsyn og Udødelighed! Store, velgjørende Sandheder! I, som ene kan trøste, kan styrke den svage dødelige paa Livets dunkle Vej, I svævede hulde som Engle over vor hvilende Broder.» I det G. saaledes skildrer Indholdet af sin Vens Prædiken, har han ogsaa skildret sin egen. — G. døde, inden Kampen mod Rationalismen ret havde taget Fart ved Grundtvig; men han oplevede dog, at man begyndte at blive træt af Prædikener, hvor klingende Ord skulde dække Mangelen paa et virkeligt Indhold og en alvorlig Overbevisning. Dette blev bl. a. sagt ham i en Anmeldelse af J. Møller, men med stor Godmodighed erkjendte han, at en saadan Kritik over for ham havde sin Berettigelse. — Hvad der er sagt om hans Prædikener, gjælder ogsaa om de Afhandlinger og Digte, han har skrevet; ogsaa der er det Ordene, ikke Tankerne, der ere det vigtigste, og han lader sig tit henrive til at sige Ting, som sikkert vilde have forskrækket ham selv, hvis de vare blevne fremstillede uden den oratoriske Pragtklædning, han har iført dem.

G. var efter hele sin Natur hverken oplagt til videnskabelig eller praktisk Virksomhed. Som Holmens Provst blev han tillige med A. S. Ørsted og H. G. Clausen Medlem af den Kommission, der 1813 nedsattes til Revision af Kirkelovene og var med til 1817 at andrage paa, at den maatte udarbejde nye Formularer for de kirkelige Handlinger; men han har sikkert kun haft liden Del i, hvad der blev udrettet, og det kan heller ikke tilregnes ham, at Arbejdet mislykkedes. 1813 blev han ogsaa Medlem af Skoledirektionen i Kjøbenhavn.

Der manglede ikke paa ydre Paaskjønnelse af hans Virksomhed; 1818, da det faldt meget vanskeligt at faa Ribe Bispestol besat, blev den ogsaa tilbudt ham, men han afslog den, hvorefter han fik Rang med Biskopper. Endnu mere paaskjønnedes han af sine talrige Venner. Han beskyldes for at have sat vel megen Pris paa Bordets Glæder; men det synes, at han har haft lige saa stort Talent for Underholdning som for Talerstolen, og hans uopslidelige Vid prises af de samtidige. — Han var gift med Caroline Frederikke f. Bigum (f. 1766 † 1848), Datter af Kapitajn og Tolder Cl. Parelius B.

Erslew, Forf. Lex.