Himlens blege Gienfærd lyste,
Stormen dreied Kirkespiret,
Emma ved min Side gyste;
som en Engel lillieziret.
Nattens sorte Haner gole,
bange gik min troe Veninde.
Hendes hvide Silkekiole
flagred i de kolde Vinde.
Svagt en Stemme til en Cither
hørte vi fra Kirken quæde;
Da vi kom til Portens Gitter,
stod der Een i Dødningklæde.
”Emma kom! Din Moder vinker
See! hist ligger jeg saa ene;
medens Soel og Maane blinker
paa de hvide Marmorstene.”
Emma sank i mine Arme;
stirred Skyggen mat imøde,
trykte mig med sidste Varme,
smilte, zittrede, og døde.
Hiem jeg bar min Elskerinde
koldbestraalt af Nattens Sole.
Underlige Dødningvinde
vifted i den lange Kiole.
Derpaa jeg til Lunden ilte,
gav mig flittig til at søge,
mens bestandig Maanen smilte
blegguul paa de sorte Bøge.
Fandt det elskte Træe, som heldte
over os saa tit fortroelig;
græd, imens jeg Træet fældte;
slæbte det til Emmas Bolig.
Kyssed hendes hvide Klæder,
greb en Saug saa mat og ene;
danned saa de lange Bræder,
som indslutter hendes Bene.
Hen til hendes kiere Bier
derpaa jeg mig sagte skyndte,
Skovens muntre Melodier
vidned, Morgenen begyndte.
Bien stak, jeg sandt det ikke,
ud jeg tog den store Kage;
Emma stod for mine Blikke,
stirrende saa ømt tilbage.
Biens Stik jeg henrykt taalte,
Lys af gule Vox jeg støbte!
Klart den sidste Nat de straalte,
da jeg hendes Liig indsvøbte.
Snoren rasled, i det Dybe
segned hun fra sorten Baare.
Rædsomt følte jeg det krybe
giennem hver en lunken Aare.
Næste Nat, da Stiernehorden
væltede sig op af Havet,
ilte jeg til Kirkegaarden,
hvor min Emma var begravet.
Sødt en Stemme til en Cither
atter hørte jeg at quæde;
tæt ved Portens sorte Gitter
stod hun i sit Dødningklæde.
”Ludvig kom, din Pige vinker!
Emma ligger her saa ene,
medens Elskovs Stierne blinker
paa de kolde Marmorstene!”
”Emma! raabte jeg med Klage,
tag mig med dig, Eiegode!
See hvor bleg jeg staaer tilbage
paa den kolde, mørke Klode!”
Ak da hæved hun sin Finger
høit den englehvide Pige,
viste mig den Stie, som svinger
ukiendt sig til Himmerige.
Med en Taare i sit Øie
kyssed hun mig blidt paa Munden,
stirred bønlig i det Høie
sukkede — og var forsvunden.
Derfor sanker jeg Violer,
de mit blege Liig skal klæde,
naar i Nat de hvide Straaler
vinker mig til evig Glæde.
Øhlenslæger.